fredag den 23. august 2013

Omelet med Bacon, Parmesan og Grøntsager

Ugens tema: Omelet






Denne omelet er stopfuld af gode sager. Sunde, friske grønsager, bacon og parmesanost, der sammen giver en fyldig smag uden at sprænge kaloriebudgettet. Jeg er ikke super vild med tomater, der er blevet meget bløde, så det er vigtigt kun lige at stege kort, efter tomaterne er tilsat fyldet. Jeg spiste omeletten som den var til frokost, men hvis man ønsker lidt mere fylde, så kan den serveres med et stykke godt groft brød. 

Omelet med Bacon, Parmesan og Grøntsager til 2 personer


Ingredienser:

50 g. bacontern
1 bdt. forårsløg
200 g. champignon
½ spsk. olie
2 tomater i halve skiver
½ tsk. sambal oelek
salt og peber
½ tsk. rosmarin
4 æg
3 spsk. mælk
50 g. revet parmesan
2 tsk. olie

Fremgangsmåde:

1. Steg bacon sprød på en tør pande og læg det på en tallerken på køkkenrulle. Lad det dryppe af.

2. Hæld olie på en ren pande og steg forårsløg i skiver og halve eller kvarte champignon til champignonerne er faldet sammen og gyldne. 

3. Tilsæt bacon, tomater, sambal oelek, salt, peber og rosmarin og steg kort. Sæt til side.

4. Pisk æg og mælk sammen, krydr med salt og peber og steg to omeletter i olien. Kort før æggemassen er stivnet drysses parmesan over.

5. Læg omeletterne på to tallerkener, fordel fyldet på dem og fold ind over. 

1 kommentar:

  1. Lavede omeletteren i dag. Smagte glimrende.

    Thomas

    SvarSlet