mandag den 16. september 2013

Kartoffel-Porresuppe med Croutoner



Efteråret er suppetid og en af mine klare favoritter er kartoffel-porresuppen. Den kan laves i mange varianter, og jeg valgte i denne omgang en vegetar-version, men ønsker man bacondrys, så kan det jo bare tilsættes. I stedet for bacon lavede jeg hjemmelavede croutoner, som smager noget så godt. Når jeg laver croutoner bruger jeg altid ciabattabrød. Jeg køber de billige brød i supermarkederne (6 kr. typisk), som man skal bage færdige i ovnen. De er virkelig velegnede til croutoner. 

Kartoffel-Porresuppe med Croutoner til 2 personer


Ingredienser:

2 porrer
2 tsk. oliemargarine
500 g. kartofler
2/3 liter bouillon
2 dl. madlavningsfløde 4 %
20 g. smør
salt og peber

150 g. ciabattabrød
1 spsk. olivenolie
havsalt
½ bdt. persille

Fremgangsmåde:

1. Skær den hvide del af porrerne i tynde skiver og sauter i oliemargarine til porrerne er bløde men uden at have taget farve.

2. Tilsæt skrællede kartofler i tern og bouillon og kog under låg 15 min.

3. Skær brødet i grove tern og læg på bagepapir på en bageplade. Drys olien over og drys med havsalt. Bag ved 250 grader i få min til de er gyldne og sprøde. 

4. Blend suppen jævn og tilsæt madlavningsfløde. Bring i kog.

5. Rør smørret i og smag til med salt og peber. Server med drys af hakket persille og croutoner. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar