Så er det igen tid til at bage til madpakken og denne gang er det lækre luftige pirogger fyldt med tomat, feta og timian. Der skulle have været oliven i, men mine oliven var blevet for gamle i mellemtiden, så det blev timian i stedet - slet ikke et dårligt valg.
Dejen til piroggerne er hvid, men hvis du ønsker en fuldkornsversion erstatter du bare 200 g. hvedemel med fuldkornshvedemel eller rugmel.
Pirogger med Tomat og Feta, 8 stk.
Ingredienser:
Dej:
1 rødløg
1 tsk. olie
25 g. gær
2½ dl. vand
2 tsk. sukker
1 æg
2 tsk. olivenolie
ca. 500 g. mel
1 spsk. salt
Fyld:
250 g. cherrytomater
150 g. salattern 3 %
½ potte timian
salt og peber
1/4 dl. minimælk
Fremgangsmåde:
1. Hak rødløget fint og steg det i olie ca. 5 min uden at det tager farve. Køl det helt af i køleskabet.
2. Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker, æg og olivenolie. Tilsæt melet lidt efter lidt og ælt godt.
3. Ælt salt og og løg ind i dejen, evt. sammen med lidt mere mel.
4. Dejen hæver lunt under et fugtigt viskestykke 15 min.
5. Hak tomaterne groft og skær salatost i mindre tern. Pil bladene af timian. Rør det hele sammen og krydr med salt og peber.
6. Del dejen i 8 og rul dem ud til cirkler ca. 20 cm. i diameter. Fordel fyldet på cirklerne - undlad så meget væske som muligt. Luk cirkler til halvmåner og tryk kanterne godt sammen med en gaffel.
7. Læg piroggerne på bagepapir på en eller to bageplader og lad dem hæve lunt og tildækket i 30 min.
8. Bag 10-12 min ved 175 grader luftvarme eller 200 grader almindelig varme. Køl af på en bagerist og opbevar i køleskabet eller fryseren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar