lørdag den 8. november 2014

Boller i Karry med Grønt Drys




Jeg elsker boller i karry, så da jeg så denne version i det nyeste nummer af Hjemmets Bedste Mad måtte jeg prøve det. Jeg er egentlig ikke den store fan af at putte æble i karrysauce, men her er saucen blended, så der ingen æbleklumper er i, og så er det en helt anden historie. Jeg putter temmelig meget karry i min og den er derfor noget mørk, men hvis du følger opskriften bliver den ikke så stærk. 

Boller i Karry med Grønt Drys til 2 personer


Ingredienser:

Karrysauce:
½ æble
½ løg
½ gulerod
2 tsk. olie
1-2 tsk. karry
2 spsk. hvedemel
½ liter hønsebouillon
salt og peber

Kødboller:
200 g. hakket svinekød
½ løg
1 tsk. salt
½ æg
2 spsk. hvedemel
ca. ½ dl. mælk

1 pose fuldkornsris
½ gulerod
2 forårsløg
½ æble

Fremgangsmåde:

1. Skræl det halve æble til saucen og skær det, guleroden og løget i små tern. Svits i olie. 

2. Tilsæt karry og mel og svits kort. Tilsæt bouillon og bring i kog. Kog 15 min under låg.

3. Hak løget til kødbollerne fint. Rør kødet sejt med salt og rør ægget i.

4. Tilsæt løg og mel til farsen og rør godt. Hæld mælk i lidt efter lidt og rør godt til farsen har en passende fast konsistens.

5. Kog risene.

6. Blend saucen med en stavblender og smag til med salt g peber. 

7. Form kødboller med en ske og læg dem i saucen. Undgå at røre rundt selv om nogle af dem stikker op af saucen. Læg låg på og kog 2-3 min før du forsigtigt rører rundt så alle kødboller er dækket af sauce. Kog ved svag varme 10 min. 

8. Skær gulerod, forårsløg og æble i meget små tern. 

9. Server boller i karry med ris og drysset med grønt. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar