Det her er en rigtig hverdagsret, der tager ganske kort tid at lave og smager af forkælelse til trods for at den er ganske lav i kalorieindhold. Pandekagerne er fyldt med en blanding af tun, gulerødder og creme fraiche. Jeg bruger altid Cheasy fraiche, men du kan vælge den version du synes. Når fyldet laves virker det som en meget stor mængde gulerod i forhold til tunen, men tunen smager godt igennem, så det smager ikke som om forholdet mellem de to er som det er. Retten er ganske mættende, så der behøver ikke andet tilbehør end en salat.
Pandekager med Tunfyld til 2 personer
Ingredienser:
2 æg
2½ dl. mælk
60 g. mel
½ tsk. salt
2 tsk. flydende margarine
1 dåse tun i vand
1 dl. creme fraiche
200 g. groftrevne gulerødder.
1 potte dild
salt og peber
4 store salatblade
Fremgangsmåde:
1. Pisk æg, mælk, mel og salt sammen og lad dejen hvile mens fyldet laves.
2. Dræn tunen og findel den med en gaffel. Rør sammen med creme fraiche, gulerødder og klippet dild. Smag til med salt og peber. Fyldet må gerne krydres godt.
3. Steg fire pandekager i margarine på en stor pande.
4. Læg salatblade på pandekagerne og fordel fyldet derpå. Rul sammen og server med en god salat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar