mandag den 13. april 2015

Cremet Pasta med Asparges, Ærter og Parmaskinke - og nyt ugetema: Asparges



Ugens tema: Asparges

Denne uges tema er en af årstidens grøntsager. Grønne asparges kan man efterhånden købe hele året, men de er absolut bedst her i foråret og forsommeren, og det er også nu, at de er til at betale sig fra. Jeg vil kun bruge grønne asparges i denne omgang. 

Ugens opskrifter:
Cremet pasta med asparges, ærter og parmaskinke
Aspargessalat med krydderurtedressing
Grøn aspargessuppe med nye kartofler
Salat af grønne asparges med rejer og mynte
Grillstegte mørbradbøffer og asparges
Pasta med kylling og asparges

Dagens opskrift er en lækker cremet pasta med asparges og parmaskinke. Retten bliver cremet af en friskost, og her har man mulighed for at vælge lige præcis den variant man bedst kan lide. Jeg valgte en med løg, men hvidløg er bestemt også en mulighed.

Cremet Pasta med Asparges, Ærter og Parmaskinke til 2 personer


Ingredienser:

80 g. parmaskinke eller anden lufttørret skinke
100 g. pasta
250 g. grønne asparges
150 g. ærter
50 g. friskost, f.eks. Buko eller Philadelphia
saft og skal af ½ citron
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Læg parmaskinke på en bageplade og steg det sprødt i ovnen ved 225 grader ca. 5 min. Pas på det ikke branker.

2. Kog pastaen i saltet vand. 

3. Knæk asparges og smid den hårde ende ud. Skær resten i snitter og kog dem og ærter med pastaen de sidste minutter. 

4. Hæld vandet fra pasta og grøntsager og gem lidt af det.

5. Rør friskost, citronsaft og citronskal i pastaretten. Rør kogevand i til konsistensen er cremet. Smag til med salt og peber og server.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar