tirsdag den 26. maj 2015

Stegt Hornfisk med Fennikel og Ærtedressing - og nyt ugetema: Hornfisk



Ugens tema: Hornfisk

Jeg har aldrig, før idag, prøvet at lave hornfisk, men det er en af de der danske årstidsvarer, som jeg synes, at vi skal huske at bruge. Hornfisk smager rigtig godt. Selv om det er en mager fisk, er den meget fast i kødet og minder mere om makrel og laks end om torsk og rødspætte. Man kan komme uden om bøvlet med alle de grønne ben ved at købe fileter hos fiskehandleren, og det anbefaler jeg, at man gør, for hvis man ikke er erfaren i selv at filetere, så er der ikke meget tilbage, når man er færdig. 

I løbe af ugen blev jeg desværre syg, og dermed forsvandt lysten til at trylle i køkkenet, så ugens tema består faktisk kun af to opskrifter med hornfisk. Derudover kommer der et par andre indlæg. 

Ugens opskrifter:

Stegt hornfisk med fennikel og ærtedressing.
Fyldt hornfisk med tomater.
Appelsincookies med citron og hvid chokolade - Dansukker.
Rocky Road brownies.

Dagens opskrift er en lækker stegt fennikel med en syrlig ærtedressing og stegt hornfisk. Masser af grøntsager fulde af vitaminer og lækker stegt fisk til. 




Stegt Hornfisk med Fennikel og Ærtedressing til 2 personer


Ingredienser:

150 g. ærter
½ citron
2 tsk. olivenolie
salt og peber

1 fennikel
2 tsk. olie

300 g. hornfisk (eller 250 g. fileter)
2 tsk. olie
salt og peber

300 g. kartofler

Fremgangsmåde:

1. Kog kartoflerne.

2. Hak ærterne i en minihakker eller med en kniv og rør dem sammen med revet citronskal, citronsaft og olivenolie. Smag til med salt og peber.

3. Skær fennikel i 1 cm. tykke skiver og steg det i olie på panden - gerne en grillpande - til den er mør men med bid.

4. Rens fisken og fjern benene - skær evt. i strimler (se billedet). 

5. Krydr fisken med salt og peber og steg i olie ganske kort - ca. ½ minut på hver side.

6. Server fennikel og kartofler med ærtedressing og stegt hornfisk. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar