Jeg synes det er vigtigt, at bruge råvarerne når de er i sæson, primært fordi det er på det tidspunkt, hvor de smager bedst. Og kantarellerne er helt klart et højdepunkt i min sensommer. Jeg elsker de aromatiske svampe, og siden jeg blev færdig med at læse vil min pengepung også godt være med. De er dyre de små guldsvampe, men også absolut pengene værd en gang eller to i sensommeren.
Denne pastaret er baseret på det traditionelt italienske og toppet med lækre stegte kantareller. Nyd den en fredag aften med et godt glas hvidvin, og weekenden er skudt i gang med maner.
Jeg bruger fuldkornspasta og en fedtfattig madlavningsfløde, men skal der virkelig scores gastronomi-point kan en hvid pasta (måske endda hjemmelavet) og piskefløde kun gøre retten endnu bedre.
Pasta med Kantareller og Trøffelolie til 2 personer
Ingredienser:
200 g. kantareller, rensede og i mundrette stykker
1 lille løg, finthakket
20 g. parmesan, revet
½ dl. finthakket persille
1 spsk. smør
250 g. frisk pasta
1 dl. hvidvin
1½ dl. madlavningsfløde
1/4 potte timian, hakket
1½ dl. pastavand
lys saucejævner
75 g. babyspinat, renset
1 spsk. trøffelolie
salt og peber
1. Steg kantarellerne i halvdelen af smørret ca. 3 min. Krydr med 1 knsp. salt og sæt til side.
2. Kog pastaen i saltet vand.
3. Steg løg i resten af smørret og tilsæt vin. Lad det koge ind.
4. Tilsæt fløde og timian og lad det simre ca. 3 min.
5. Tilsæt pastavand, varm igennem og jævn saucen med saucejævner.
6. Hæld vandet fra pastaen og lad den dryppe lidt af.
7. Vend saucen med pasta, spinat, parmesan og trøffelolie. Smag til med salt og peber.
8. Anret i to dybe tallerkener og top med persille og kantareller. Server.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar