Denne opskrift stammer fra Claus Meyers Almanak - en kogebog jeg er rigtig glad for, men som jeg ikke altid får brugt, da den tager madlavningen et skridt længere end jeg tit har overskud til i hverdagen. Men det er sommerferie og jeg fik marineret nogle lækre skinkeschnitzler.
Hvis man ønsker kan retten serveres med f.eks. ovnstegte kartofler og så kan blomkålssalaten halveres (eller spises dagen efter).
Hyldeblomstmarineret Skinkeschnitzel med Blomkålssalat til 2 personer
Ingredienser:
2 skinkeschnitzler
1 spsk. koncentreret hyldeblomstsaft
½ spsk. æblecidereddike
½ spsk. rapsolie
salt og peber
1 lille blomkål
1 spsk. rapsolie
fintrevet skal og saft af ½ citron
salt og peber
20 g. mandler, ristede på en tør pande
100 g. kirsebær, udstenet og i kvarte
½ bdt. kørvel, hakket
Fremgangsmåde:
1. Bland hyldeblomstsaft, æbleeddike og rapsolie, krydr med salt og peber og vend schnitzlerne heri. Lad dem marinere 15-20 min.
2. Grill schnitzlerne på grillen eller en grillpande 3-4 på hver side, eller steg dem i lidt olie på en almindelig stegepande.
3. Fjern blade og det yderste af stokken på blomkålet, skær det i kvarte og snit meget fine skiver - gerne med et mandolinjern.
4. Vend blomkål med rapsolie, citronskal, citronsaft, salt og peber.
5. Hak mandlerne groft og vend dem i salaten med kirsebær og og kørvel.
6. Server schnitzlerne med blomkålssalaten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar