Lasagne er ofte en familiefavorit, og denne version er i bund og grund ikke ret anderledes end den traditionelle, den er bare bygget lidt anderledes op. Jeg fandt ideen i det nyeste nummer af Magasinet Mad, og kunne ikke stå for ideen. Kødsaucen har et hint af appelsin, der giver den en lækker friskhed.
Hvid Lasagne med Oksekødssauce på toppen til 2 personer
Ingredienser:
50 g. revet ost
6 lasagneplader
Sauce:
4 dl. minimælk
2½ spsk. mel
salt og peber
muskatnød
Kødsauce:
200 g. hakket oksekød 5 %
½ løg
2 gulerødder
2 tsk. olie
2 fed hvidløg
3 dl. tomatpassata
½ appelsin
½ potte basilikum
salt og peber
Fremgangsmåde:
1. Pisk mælk og mel sammen i en gryde og varm det op under omrøring. Lad det koge ved lav varme i 5 min og smag til med salt, peber og muskat.
2. Fordel et tyndt lag sauce i bunden af et ildfast fad. Læg et lag lasagneplader over. Læg så lagvis sauce, revet ost og lasagneplader. Slut med sauce og ost.
3. Dæk fadet med stanniol og sæt det i ovnen 30 min ved 175 grader. Tag stanniolen af og bag lasagnen yderligere 15 min.
4. Steg hakket løg og oksekød i olie til det er brunet. Tilsæt gulerod i små tern og steg kort.
5. Tilsæt tomatpassata, finthakket hvidløg og revet skal af appelsinen, læg låg på gryden og kog 10 min.
6. Tilsæt grofthakket basilikum og smag til med appelsinsaft, salt og peber.
7. Skær lasagnen i to stykker og anret med kødsaucen ovenpå.
ProPoints: 13 points per person
Ingen kommentarer:
Send en kommentar