Gnocchi er en af mine absolutte favoritspiser, men desværre kan det være halvsvært at få fat i, og det tager lidt tid at lave selv. Denne gang var jeg heldig at finde gnocchi i Rema1000's køledisk til 12 kr. for 350 g. Slet ikke dårligt. Jeg valgte at bruge dem i denne ret fra det nyeste nummer af magasinet Mad! Hvis man ikke kan få fat i gnocchi kan andre pastatyper sagtens bruges, især tortellini vil gøre sig godt i retten. Retten er nem at lave, men kan sagtens udgøre et gæstemåltid, især hvis den serveres flot anrettet på store tallerkener, og evt. med en god chokolademousse til dessert.
Svinemørbrad med Gnocchi, Asparges og Champignon til 2 personer
Ingredienser:
200 g. gnocchi
10 grønne asparges
200 g. champignon
½ løg
2 fed hvidløg
2 tsk. olie
1 spsk. frisk timian
salt og peber
250 g. svinemørbrad
2 tsk. olie
salt og peber
1 spsk. frisk timian
Fremgangsmåde:
1. Bring en gryde vand i kog og tilsæt gnocchi og 1 tsk. salt. Kog 1 min, hæld vandet fra og lad gnocchi dryppe af.
2. Knæk enden af asparges og skær i mundrette stykker, skær champignon i tykke skiver og hak hvidløg og løg fint.
3. Steg asparges, champignon, løg, hvidløg og timian i olie i ca. 5 min.
4. Skær mørbraden i to lige store medaljoner, krydr med salt og peber og steg i olie til mørbraden netop er gennemstegt.
5. Tilsæt gnocchi og smag til med salt og peber.
6. Server gnocci og grøntsager med svinemørbrad på toppen og drysset med frisk timian.
ProPoints: 9 points per person
Ingen kommentarer:
Send en kommentar