mandag den 5. august 2013

Grillet Tunbrød med Ost og Paprika

Ugens tema: Frokost med tun på dåse

Denne uge handler om frokoster, både dem der skal laves derhjemme lige før spisetid og dem der kan tages med i en madkasse. Fælles for dem er, at proteinkilden er ganske almindelig tun på dåse. Jeg kunne skrive stolpe op og ned om kvalitetstun, men virkeligheden er den, at fiskekonserves er blevet så dyrt, at jeg kun køber den billige, og kun når den er på tilbud. Tyve kroner for en dåse tun er simpelthen for meget, synes jeg. Men det er naturligvis helt op til den enkelte. Jeg bruger altid tun i vand, da jeg ikke synes, at olien gør noget positivt for tunen. 





Den første ret i denne uge skal laves lige før den spises. Den er super nem, tager kun et øjeblik og smager fantastisk. 

Grillet Tunbrød med Ost og Paprika til 2 personer


Ingredienser:

1 dåse tun i vand
2 forårsløg
2 spsk. mayonnaise light
4 skiver brød, gerne groft
50 g. revet ost 13 %
½ tsk. paprika

Fremgangsmåde:

1. Hak forårsløg fint og bland med findelt tun og mayonnaise. Smag til med salt og peber.

2. Rist brødet på begge sider enten på en brødrister eller i ovnen. 

3. Fordel tunblandingen på brødskiverne, drys med ost og gratiner under grillen i ovnen ca. 5 min til osten er smeltet.

4. Drys med paprika og server med en god salat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar