tirsdag den 24. september 2013

Enchiladas med Agurkesalat og Lasagne med Peberrod













I det seneste nummer af Spis Bedre har de et tema med "Mad til 2 dage". Jeg har det egentlig fint med at lave mad hver dag, men besluttede alligevel at prøve en af de dobbelte opskrifter. Den første dag laver man enchiladas, men gemmer halvdelen af kødsaucen, som så laves til en lasagne dagen efter. Begge opskrifter fungerede super godt, og man behøver ikke være bekymret for den forholdsvis store mængde peberrod i lasagnen - det smagte fantastisk! Der skete dog det, at jeg i mit hoved var i besiddelse af mindst 1 æske lasagneplader, samtidig med at virkeligheden var i besiddelse af ingen æsker, så derfor brugte jeg suppenudler i lasagnen. Det fungerede godt, men jeg vil til enhver tid foretrække pladerne, og det er derfor dem jeg har skrevet i opskriften. 


Dag 1: Enchiladas med Agurkesalat til 2 personer





Ingredienser:

Kødsauce til 2 dage:
400 g. hakket oksekød 5 %
1 løg
2 fed hvidløg
1 spsk. olie
1 tsk. spidskommen
1 tsk. paprika
500 g. tomatpassata
1 tsk. sambal oelek
1 tsk. salt
peber

Agurkesalat:
400 g. agurk
½ bdt. koriander
1 økologisk lime
2 tsk. olie
salt

4 små tortillas, gerne fuldkorn
100 g. revet ost 13 %

Fremgangsmåde:

1. Hak løg og hvidløg og svits det i olie med kødet.

2. Tilsæt spidskommen, paprika, passata og sambal oelek. Kog ca. 10 min og krydr med salt og peber.

3. Skær agurken i tern, hak korianderen og skær lime i meget tynde, halve skiver med skallen (det bliver syrligt og frisk, men smager absolut dejligt).

4. Blandt agurk, koriander, lime og olie og smag til med salt.

5. Tag halvdelen af kødsaucen fra til i morgen og fordel resten i tortillapandekagerne. Rul sammen og læg dem i et smurt ildfast fad.

6. Drys med ost og gratiner 12 min ved 250 grader. Server med agurkesalaten. 


Dag 2: Lasagne med Peberrod




Ingredienser:

Kødsauce fra igår
2 dl. Cheasy Fraiche
½ dl. mælk
½ dl. revet peberrod
1 tsk. salt
6 lasagneplader
100 g. revet ost 13 %

50 g. rucola
½ bakke karse

Fremgangsmåde:

1. Rør Cheasy Fraiche med mælk, peberrod og salt.

2. Læg kødsauce, Cheasy Fraiche og lasagneplader lagvist i et smurt, ovnfast fad. Drys osten øverst.

3. Gratiner 30 min ved 200 grader.

4. Server drysset med rucola og karse.


2 kommentarer:

  1. Godt at læse det ikke kun er mig som kaster mig over opskrifter med "det har jeg allerede, så det behøver jeg ikke at købe" i baghovedet. For så at konstatere - at det havde jeg ikke alligevel :-)

    Det giver nogle gange nogle sjove oplevelser - som fx biksemad med kød og diverse rodfrugter, men ingen kartofler. For ups, det havde jeg ikke alligvel

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe du har ret. Det sker ganske ofte her. Af en single at være har jeg ustyrligt mange forskellige råvarer i skabende, så om der lige er jasminris i bunken af 6 typer ris, det kan man komme til at tage fejl af. Men det er jo sundt for kreativiteten, at der så bliver prøvet noget nyt af :)

      Slet