søndag den 8. september 2013

Hel Ørred med Timian og Citron



For nogle uger siden havde Føtex tilbud på fisk, og i blandt de ellers så kendte fiskeprodukter var to hele ørreder til den nette sum af 40 kr. Jeg tænkte, at det da var en ganske god pris for sådan nogle fiskebasser, så jeg købte en pakke. Den anden dag kom min mor så på besøg, og jeg gik på jagt efter en god måde at tilberede disse fine fisk på. Valget faldt på denne opskrift af Jamie Oliver. Han er og bliver en favorit her, for det er bare ALTID velsmagende :) Hel ørred er helt klart en ny livret her!

Hel Ørred med Timian og Citron til 2 personer


Ingredienser:

2 hele ørreder, rensede for indvolde
1 potte timian
1 tsk. havsalt
1 spsk. olivenolie
1 citron
2 laurbærblade

Fremgangsmåde:

1. Skyld ørrederne grundigt og fjern skæl ved at skrabe mod skælretningen med en skarp kniv. Dup dem tørre med køkkenrulle. 

2. Pluk timian og blendt den med salt. Rør olivenolie i.

3. Gnid timianblandingen ind i ørrederne, lidt udenpå og det meste indeni. Læg dem i et ildfast fad.

4. Skær citron i to halve og skær enderne af, så de er flade. Skær et snit i den brede ende og læg et laurbærblad deri. Sæt citronerne i fadet på den smalle ende. 

5. Stil fadet i ovnen ved 250 grader i 10 min. Hvis kødet slipper benene på det tykkeste sted er fisken færdig. Kødet falder nu meget nemt af benene og citronen er blevet sødlig og marmeladeagtig.

6. Server en hel fisk med en citron, stegte kartofler og en god salat til hver person. 

3 kommentarer:

  1. Hvor meget er mon en potte timian? - Jeg står og kigger på den potte, som mit barnebarn bruger et par gange dagligt og bliver enig med mig selv om, at det vist er i overkanten. - Mon ovnen skal være forvarmet? - Jeg forvarmer og ser, hvad der sker! - Og nu gør jeg, som jeg har set konen gøre det - altså tage lidt stegemargarine på et stykke papir og gnider bunden på det ildfaste fad, hvis det da er et ildfast fad, jeg har fundet frem. Gad vide, om der skal låg på det ildfaste fad? - Helgarderer og lægger låget halvt over. - Jeg har glemt, at købe citron - prøver med et æble .
    Jeg fandt laurbærblade i en pose - de ser lidt udtørrede ud, så mon ikke det vil pynte med et par friske birkeblade på hver side af laurbærbladet. Så blev ovnen tændt - det er jo en ovn med både over- og undervarme og også begge dele, jeg valgte det sidste - kunne også vælge lidt varmluftstegning og grill. Der nu gået 10 minutter - de får lige et par minutter mere - men det blev til 20 minutter mere. I min iver efter at tilberede og stege en god fisk, glemte jeg fuldstændig at stege kartofler og lave salat, men det er godt nok en god fisk - Tak for opskriften! - på en skala fra 1 til 10 får den 11. Mvh Tage

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Tage

      Det er altid rart med en humoristisk kommentar :) Jeg håber, at fisken reelt blev god med æble og pottevis af timian.

      Hilsen,
      Tina

      Slet
  2. Hej. Super skøn fisk og virkelig let at tilberede. Server gerne med spinatpasta til

    SvarSlet