lørdag den 9. november 2013

Kylling i Portvin




Når efteråret er koldt, blæsende og regnfuldt har vi brug for at forkæle os selv med dampende varme simreretter fulde af smag og forkælelse. Men det skal jo helst være på den sunde måde, og der er kyllingen helt perfekt. For tiden kan man ofte få en hel, frisk kylling for 35 kr. i supermarkederne, og det er et virkelig godt tilbud, for kyllingerne er oftest meget kødfulde og virkelig smagfulde. 

Jeg brugte rød portvin til retten. Med rød portvin er man nødt til at bruge en del kulør for at overdøve den rødlilla farve, og saucen bliver derfor "rigtig brun". Bruger man en hvid portvin kan man få en mere flødefarvet/beige sauce.

Kylling i Portvin til 4 personer


Ingredienser:

1 hel frisk kylling
salt og peber
1 spsk. oliemargarine
1 stort løg
250 g. champignon
salt og peber
1 dl. portvin
5 dl. madlavningsfløde 4 %
kulør

Fremgangsmåde:

1. Del kyllingen i fire stykker. To stykker bryst og to hele kyllingelår. Krydr dem med salt og peber.

2. Brun kyllingestykkerne i oliemargarine i en stor gryde. Tag dem op.

3. Svits hakket løg og champignon i kvarte i gryden. 

4. Tilsæt portvin og madlavningsfløde, bring i kog og smag til med salt og peber.

5. Hæld saucen i et stort ildfast fad og læg kyllingestykkerne deri med skindsiden opad. Kyllingen skal stikke op over saucen.

6. Sæt fadet i ovnen 1 time ved 200 grader. Server med f.eks. kartofler og bagte rodfrugter.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar