torsdag den 20. februar 2014

Marokkansk Citronkylling med Grønsagscouscous




En helt almindelig hverdagsaften er en rigtig fin anledning til en kulinarisk smuttur til fremmede himmelstrøg. Med et veludstyrret kolonial- og krydderiskab er det tilmed muligt uden de helt store krumspring. 

Denne ret er fra Marokko og består af hele kyllingelår i en spicy citronsauce med kikærter og dertil har jeg lavet en couscous stopfuld af lækre grønsager. Grønsager kan du skifte ud efter temperament og køleskabets indhold, og styrken i saucen kan du variere med chilien. Helt børnevenlig bliver den syrlige sauce dog nok aldrig. 

Marokkansk Citronkylling med Grønsagscouscous til 2 personer


Ingredienser:

Citronkylling:
75 g. kikærter
2 hele kyllingelår 
1 spsk. rapsolie
salt og peber
2 løg
3 fed hvidløg
1 spsk. revet ingefær
½ spsk. spidskommen
½ tsk. stødt chili
1/4 tsk. safran
½ dl. citronsaft
2 dl. vand
saucejævner/maizena
½ bdt. persille

Couscous:
200 g. butternut squash
1 tsk. rapsolie
salt
100 g. gulerod
100 g. bønner (gerne frost)
2 dl. vand
1 tsk. olivenolie
1 tsk. salt
100 g. couscous

Fremgangsmåde:

1. Læg kikærterne i koldt vand i en plastbøtte med låg i 24 timer.

2. Skyld kikærterne og kom dem i en gryde med koldt vand og ca. 1 tsk. salt. Kog dem 1 time og hæld vandet fra.

3. Brun kyllingestykkerne på begge sider i olie i en sauterpande eller stor gryde og tag dem op. Krydr dem med salt og peber.

4. Hak løg og hvidløg fint og svits det i olien.

4. Tilsæt ingefær, spidskommen, chili og safran og steg 1-2 min.

5. Tilsæt citronsaft og vand og læg kyllingestykkerne tilbage i gryden. Kog 45 min under låg.

6. Skær butternutsquash i tern på 1x1 cm, vend dem i olie og salt og fordel på bagepapir på en bageplade. Bag 10-15 min ved 200 grader til squash'en er gennembagt. 

7. Skær gulerødder i tern på 1x1 cm og skær bønnerne i 2-3 stykker hver.

8. Kog gulerødderne i vand, salt og olivenolie 5 min. 

9. Tilsæt bønner og kog yderligere 5 min.

10. Rør couscous i, tag gryden af varmen og læg låg på. Lad den stå 10 min. 

11. Tag kyllingen op af gryden og hold dem varme. 

12. Hæld kikærter i gryden med citronsauce og kog et par minutter til kikærterne er gennemvarme. Jævn saucen og smag til med salt og peber.

13. Vend butternutsquash i grønsagscouscous.

14. Anret kylling, couscous og sauce på to tallerkener og drys med hakket persille.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar