torsdag den 29. maj 2014

Cajun Svinekød med Sød Kartoffel og Salsa




Oprindeligt laves denne ret med alligator, men det er ikke sådan lige at støve op i den lokale Føtex, så heldigvis kan både svinekød og kylling let erstatte alligatoren. 

Opskriften er fra Jamie Olivers kogebog Jamies America, som er en rigtig spændende bog der bringer en rundt i de afkroge af USA, som vi måske ikke kender alt for godt. Desuden bliver den kun bedre af at se de tv-programmer der blev lavet imens den blev skrevet. Men det er en helt anden historie.

Retten stammer sydstaterne, nærmere bestemt Louisiana, og maden derfra er klart blandt mine favoritter. Fuld krydderier og ofte en kombination af sødt og surt. 

Cajun Svinekød med Sød Kartoffel og Salsa til 2 personer


Ingredienser:

2 søde kartofler
250 g. svinekød (steak eller mørbrad)

Marinade:
1/2 tsk. cayennepeber
1/2 tsk. paprika
1/2 tsk. salt
friskkværnet peber
1/2 tsk. tørret oregano
1/2 tsk. tørret timian
1 fed finthakket hvidløg
1 spsk. olivenolie
1/2 tsk. sennep

Salsa:
3 forårsløg
3 tomater
1/2 bdt. persille
1/2 tsk. sambal oelek
1/2 spsk. æblecidereddike
1 spsk. olivenolie
1/2 tsk. salt

Fremgangsmåde:

1. Bland ingredienserne til marinaden og skær kødet i 1 cm tykke skiver. Vend kødet grundigt i marinaden og lad det stå på køl 1/2-1 time eller længere - gerne natten over.

2. Vask de søde kartofler og pak dem i stanniol. Bag dem 1-1 1/2 time ved 200 grader til de er møre.

3. Skær tomaterne i kvarte, fjern kernerne og skær i små tern. Hak forårsløg fint.

4. Bland forårsløg, tomat, sambal oelek, æblecidereddike, olivenolie og salt. 

5. Varm en wok godt op og steg kødet deri til det er netop mørt.

6. Skær et kryds i kartoflerne, læg dem på to tallerkener og pres kartoffelkødet lidt ud. Anret kød og salsa herover og server.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar