Hvis det er svært at få nok grøntsager i f.eks. børnene, så kan det være en god ide at putte dem i frikadellerne. Det er også en god måde at få hakket svinekød til at række til lidt flere frikadeller. Jeg har tilsat broccoli, men andre grøntsager, som f.eks. blomkål, peberfrugt eller gulerod, kan også bruges.
Som tilbehør lavede jeg en kartoffelsalat af en rest kogte kartofler. Den er også tilsat både peberfrugt og forårsløg, for at øge mængden af grøntsager.
Lav evt. en dobbelt portion frikadeller - så er der til i morgen eller en anden dag fra fryseren.
Broccolifrikadeller med Kartoffelsalat til 2 personer
Ingredienser:
Frikadeller:
100 g. broccoli
½ løg
200 g. hakket svinekød 5 %
½ æg
½ dl. mælk
2 spsk. mel
1/4 tsk. allehånde
salt og peber
2 tsk. olie
Kartoffelsalat:
400 g. kogte kartofler
4 små eller 2 store forårsløg
1 rød peberfrugt
1 dl. cheasy fraiche
½ bdt. persille
1 tsk. citronsaft
salt og peber
Fremgangsmåde:
1. Put broccolien i kogende vand og kog 2 min. Hæld vandet fra.
2. Hak løget fint og rør sammen med hakket svinekød, æg, mel, allehånde, salt og peber. Rør mælken i lidt efter lidt.
3. Hak broccolien fint og vend i frikadellefarsen.
4. Varm olien i en pande og steg frikadeller ca. 7 min på hver side.
5. Rør Cheasy fraice sammen med finthakket persille, citronsaft, salt og peber.
6. Skær kartoflerne i tern, peberfrugten i små tern og forårsløg i ringe. Vend i dressingen.
7. Server frikadellerne med kartoffelsalat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar