tirsdag den 22. september 2015

Grillede Cajunrejer med Sød Kartoffelmos og Cajungrønt



Jeg har fået en ny Jamie Oliver kogebog - Jamies mad på 15 min - og den er hurtigt blevet lidt af en favorit. Det tager mere end 15 min at lave maden, men når man har det hele stående klar på bordet, så tager det 10-15 min. Tingene kan oftest forberedes i god tid, hvis man har lidt travlt lige omkring madlavningen. 

Jeg er stor fan af Jamie Oliver, og hans opskrifter passer mine smagsløg rigtig godt, så det går sjældent galt med mig og hans bøger. Denne opskrift er ikke super fotogen, da det hele er meget rødt og orange, men lad dig ikke snyde. Det smager virkelig godt. Lækre tigerrejer, sød kartoffel og masser af krydderier. 

Grillede Cajunrejer med Sød Kartoffelmos og Cajungrønt til 2 personer


Ingredienser:

400 g. søde kartofler i tynde skiver
30 g. revet cheddar
salt og peber

200 g. rå tigerrejer, tag haleviften af
2 fed hvidløg, finthakket
½ spsk. cajunkrydderi
½ spsk. olivenolie
1/4 bdt. frisk timian
salt og peber

1 rød peber i små tern
1 grøn peber i små tern
2 forårsløg i skiver
½ rød chili, finthakket
100 g. majs
½ spsk. olie
½ tsk. røget paprika
salt og peber

½ citron i både

Fremgangsmåde:

1. Læg søde kartofler i en gryde og hæld vand og 1 knsp. salt over. Bring i kog og kog under låg ca. 5 min. Hæld vandet fra.

2. Vend rejerne med hvidløg, cajunkrydderi, olivenolie og timianblade. Fordel i et ovnfast fad og sæt i ovnen 5-8 min til rejerne er gennemvarme.

3.  Steg peberfrugterne kort i olie. Tilsæt forårsløg, chili, majs og røget paprika og steg 2-3 min. Smag til med salt og peber.

4. Mos de søde kartofler og rør cheddar i. Smag til med salt og peber.

5. Anret mosen med grøntsager og rejer og server med citronbåde. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar