Jeg har en rigtig stor svaghed for wasabi, og jeg kan derfor godt lide at få det ind i hverdagsmaden, så jeg ikke skal "nøjes" med at spise det, når jeg spiser sushi.
Derfor spiser jeg gerne denne creme til især laks. Kartoffelsalaten er tilsat saltet agurk og eddike for at give den en fornemmelse af japan.
Laks med Wasabicreme og Japansk Kartoffelsalat til 2 personer
Ingredienser:
Laks:
2 laksefiletter
1 spsk. olie
1 dl. creme fraiche
1 spsk. wasabi (tilpas selv styrken)
1 forårsløg
1 spsk. finthakket koriander
1 spsk. limesaft
Kartoffelsalat:
½ agurk
1 tsk. groft salt
300 g. små kartofler
1 gulerod
1 dl. creme fraiche
1 tsk. hvidvinseddike
1/4 rødløg, finthakket
½ håndfuld persille, hakket
Fremgangsmåde:
1. Skær agurken i to på langs og fjern kernerne. Skær på langs igen og skær i tynde skiver.
2. Bland agurken med salt og lad den stå på køkkenbordet 10 min.
3. Skær kartoflerne i tern 2x2 cm og gulerødderne i tern 1x1 cm. Kog 5-8 min i letsaltet vand til alt er mørt. Køl af i koldt vand.
4. Rør creme fraiche sammen med hvidvinseddike, rødløg og persille og smag til med salt og peber.
5. Skyld agurkerne i koldt vand og vrid så meget af vandet du kan fra.
6. Bland dressing med kartofler, gulerødder og agurker og lad det trække mens du laver laksen.
7. Krydr laksen med salt og peber og steg i olie til laksen er netop gennemvarm.
8. Rør creme fraiche med wasabi, forårsløg, koriander og limesaft.
9. Server laksen med wasabicreme på toppen og kartoffelsalat som tilbehør.
Det lyder rigtig lækkert. Spændende med den saltede agurk i kartoffelsalaten. Det, kan jeg godt forestille mig, smager godt :)
SvarSlet