tirsdag den 25. marts 2014

Stegt Laks og Marineret Kartoffelsalat med Kørvel og Skalotteløg




Jeg har noteret denne ret som både en hovedret med fisk og et tilbehør, da det primært er kartoffelsalaten, som der er en opskrift på. Laksen var det kød jeg valgte at spise til, og den kan skiftes ud med alt muligt andet.

Kartoffelsalaten er fra Claus Meyers Almanak, og den er helt klart en ny favorit hos mig. Claus Meyer laver den med skvalderkål, men det vokser der ikke super meget af ude på parkeringspladsen foran min lejlighed, så det blev skiftet ud med kørvel, som Claus Meyer anbefalede. Har du en have med den lidet elskede skvalderkål, så kan kørvel skiftes ud med dette.

Stegt Laks og Kartoffelsalat med Kørvel og Skalotteløg til 2 personer


Ingredienser:

2 stykker laks
2 tsk. olie
salt og peber

400 g. kartofler
salt
1½ spsk. æblecidereddike
½ spsk. akaciehonning
1 spsk. rapsolie
salt og peber
2 små eller 1 stort skalotteløg
1 håndfuld kørvel

Fremgangsmåde:

1. Skræl kartoflerne og skær dem i mundrette tern. Kog dem i letsaltet vand til de netop er møre.

2. Steg laksen i olie på alle sider til den netop er mør. Krydr med salt og peber.

3. Rør æblecidereddike med honning og rapsolie og smag til med salt og peber.

4. Hæld vandet fra kartoflerne og vend dem med eddikeblandingen. Lad blandingen stå til kartoflerne har suget dressingen. Rør jævnligt rundt i det. Det tager ca. 5 min.

5. Hak skalotteløg fint og hak kørvel groft. Vend det i kartoflerne og server til laks eller noget andet kød.

mandag den 24. marts 2014

Deviled Eggs




Deviled eggs, eller djævleæg som de kaldes på dansk, er en rigtig forårsklassiker på frokostbordet. Det er en nem og hurtig måde at gøre de almindelige kogte æg lidt mere spændende, og styrken reguleres nemt med tabasco. Jeg kan godt lide at de har noget bid, men det er jo et spørgsmål om smag og behag.

Deviled eggs, 6 stk.


Ingredienser:

3 æg
1 tsk. sennep
1/4 tsk. salt
peber
et par dråber tabasco
2 spsk. mayonnaise light
1 spsk. hakket persille

salatblade
1 tomat

Fremgangsmåde:

1. Kog æggene så de er helt hårdkogte og køl dem helt af. 

2. Skær æggene over på tværs og tag blommen ud med en teske. Læg de halve hvider på salatblade på et fad.

3. Mos blommerne grundigt med en gaffel og rør med sennep, salt, peber, mayonnaise og persille. Smag til med tabasco.

4. Fordel blommemassen i hviderne med en ske eller en sprøjtepose og dekorer fadet med tomatbåde inden servering. 

lørdag den 22. marts 2014

Pasta med Varmrøget Laks og Flødesauce




Denne ret er vaskeægte fastfood - især hvis du vælger at bruge en frisk pasta, f.eks. båndpasta (gerne grøn) eller tortellini. Retten er super simpel - pasta, fisk og sauce, og bør suppleres med en god skål salat. 

Pasta med Varmrøget Laks og Flødesauce til 2 personer


Ingredienser:

150 g. pasta
1 dl. hvidvin
1 dl. madlavningsfløde 4 %
2 spsk. revet parmesan
salt og peber
125-150 g. varmrøget laks
30 g. pinjekerner
1/4 bdt. persille

Fremgangsmåde:

1. Kog pastaen og hæld vandet fra. Lad den dryppe af.

2. Rist pinjekernerner på en tør pande.

3. Bring hvidvin i kog og lad det simre 1 minut.

4. Tilsæt madlavningsfløde, bring i kog og smag til med salt og peber.

5. Rør parmesan, laks i mindre stykker og pasta i retten.

6. Server retten i to dybe tallerkener drysset med pinjekerner og hakket persille og med en skål salat til.

fredag den 21. marts 2014

Canneloni med Oksekød, Spinat og Ostesauce




Så blev det igen tid til en tur i Almanakken, og denne gang var det i forbindelse med min ugentlige spise-sammen-med-veninde aften. Vi mødes hver onsdag og spiser sammen, mad som vi skiftes til at lave. Det er meget forskelligt, hvad vi finder på at lave, og denne gang blev det en gang Canneloni fra Almanakken.

Opskriften opfordrer til at man selv laver sin pasta, men jeg sprang dette trin over og brugte friske lasagneplader i stedet. Det fungerede super fint.

Cannelloni med Oksekød, Spinat og Ostesauce til 2 personer


Ingredienser:

200 g. friske eller 6 tørrede lasagneplader
1 løg
3 fed hvidløg
200 g. hakket oksekød 5 %
2 tsk. olie
200 g. frosset, hel spinat - optøet
salt og peber

20 g. flydende margarine
30 g. mel
5 dl. mælk
salt og peber
muskat
30 g. revet parmesan

Fremgangsmåde:

1. Kog pastapladerne til de netop er færdige, hæld vandet fra og køl dem straks af i koldt vand. Lad dem dryppe helt af. Hvis du bruger friske plader, og de er meget store, så skær dem til så de passer i størrelsen.

2. Hak løg og hvidløg fint og steg det et par minutter i olie.

3. Tilsæt kød og steg til det hele er brunet. 

4. Tilsæt spinat, varm igennem og smag til med salt og peber.

5. Varm margarinen op og pisk melet i. Tilsæt mælk lidt efter lidt under piskning til det hele er kommet i. Bring i kog og lad saucen simre nogle minutter.

6. Smag til  med salt, peber og muskat.

7. Rør parmesanost i saucen - gem 1/3.

8. Fordel kødfyldet på lasagnepladerne, rul dem sammen og læg dem i et smurt ildfast fad.

9. Hæld ostesaucen over rullerne og drys det sidste parmesanost på.

10. Gratiner 20 min ved 200 grader og server med en skål salat. 

onsdag den 19. marts 2014

Kartoffelsuppe





Denne kartoffelsuppe er helt simpel og uden nogen som helst form for hurlumhej. Den er fra Claus Meyers Almanak, og ifølge opskriften skal den laves med ramsløg, men da jeg ikke kunne få fat i det brugte jeg purløg. Ønsker du ramsløg i stedet, så skift purløg ud med 10 ramsløgblade. 

Suppen kan tilsættes fisk, skaldyr, rogn eller bacon, hvis du ønsker der.


Kartoffelsuppe til 2 personer


Ingredienser:

2 bagekartofler
6½ dl. vand
1 skalotteløg
1 fed hvidløg
2 tsk. rapsolie
2/3 lille potte persille
2/3 lille potte purløg
salt og peber

150 g. godt brød

Fremgangsmåde:

1. Skræl kartoflerne og skær dem i tern. Læg dem i en gryde og hæld vandet over. Bring i kog og kog til kartoflerne er møre.

2. Hak skalotteløg og hvidløg fint og steg det i olie et par minutter i en gryde. 

3. Tilsæt hakket persille og purløg og steg ½ minut mere.

4. Hæld de møre kartofler og kogevand over løg og urter og kog 2 min.

5. Blend suppen med en stavblender og smag til med salt og peber.

6. Kog suppen igennem  og server den med et drys purløg og groft brød. 

tirsdag den 18. marts 2014

Fiskeburger med Coleslaw




Jeg synes, at det nogle gange kan være svært at lave torsk på en spændende måde. Det kan lige gå i foliepakker med lækre grøntsager og en klat smør, men én måde er simpelthen ikke nok. Derfor var jeg ikke i tvivl, da jeg fandt opskriften på denne burger - det skulle prøves. 

Burgeren kan sagtens laves med andre typer fisk - f.eks. laks. Samtidig kan den krydrede smag skrues op og  ned efter smag ved at sænke eller øge mængden af tabasco i coleslaw og Cajun krydderi på fisken. Min cajun spice mix er ret spicy, men kan erstattes af noget mildere - f.eks. mexicansk. Min cajun blanding er købt i butikskæden "Normal", som desværre stadig kun er få steder i landet. Kan du ikke finde noget i den retning, så brug en taco- eller fajita krydderiblanding. 

Fiskeburger med Coleslaw til 2 personer


Ingredienser:

1/4 spidskål
2 store gulerødder
1 dl. Cheasy Fraiche
2 tsk. sennep
1 spsk. æblecidereddike
1 spsk. sukker
tabasco
salt og peber

250 g. torskefilet
2 tsk. Cajun Spice Mix
2 tsk. olie
2 store fuldkornsburgerboller
Grønne salatblade

Fremgangsmåde:

1. Snit spidskål fint og hæld det i en skål med en stor tsk. groft salt. Bland og lad det trække 10 min.

2. Skyld kålen og lad den dryppe godt af.

3. Riv gulerødderne groft.

4. Rør Cheasy Fraiche sammen med sennep, eddike og sukker og smag til med tabasco, salt og peber.

5. Torsken krydres på alle flader med cajunkrydderi og steges 3-4 min på hver side i olie til den er netop gennemstegt.

6. Spidskål, gulerødder og dressing vendes sammen. 

7. Burgerbollerne varmes, flækkes og fyldes med salatblade, fisk i flager og coleslaw. 

mandag den 17. marts 2014

Brownie med Chokolade og Lakrids




Det er jo så moderne med al den lakrids, og nu er det min tur til at hoppe med på lakridskagemoden. I denne første omgang er et en helt traditionel chokoladebrownie, som er tilsat lakridssirup og -pulver. Lakridssmagen er mild og rigtig lækker - især med en klat syrlig creme fraiche.

Brownie med Chokolade og Lakrids, 12 stykker


Ingredienser:

125 g. smør
100 g. mørk chokolade
2 æg
150 g. sukker
2 tsk. vanillesukker
100 g.  mel
3 spsk. kakao
30 g. lakridssirup
3 tsk. rålakridspulver
½ tsk. bagepulver
100 g. hakket mørk chokolade

Fremgangsmåde:

1. Smelt smør og chokolade over vandbad og lad det køle lidt af.

2. Pisk æg, sukker og vanillesukker grundigt.

3. Vend smør og chokoladeblandingen i æggemassen.

4. Bland mel, kakao og bagepulver og vend det i dejen med lakridssirup og -pulver.

5. Vend hakket chokolade i dejen.

6. Hæld dejen i en form beklædt med bagepapir 20 x 25 cm. og bag kagen 15-20 min ved 175 grader. Den må ikke gennembages helt. 

7. Køl af, gerne til dagen efter, og server med creme fraiche eller is.