onsdag den 16. april 2014

Squashlasagne




Jeg elsker lasagne i alle mulige versioner, og jeg kan især godt lide at eksperimentere med de vegetariske. Denne version er virkelig nem og virkelig smagfuld. Smagen nærmer sig den traditionelle lasagne bolognese, da krydringen ligner og da jeg bruger en færdig tomatsauce. Jeg er særligt glad for Faktas tomatsauce med basilikum - den er virkelig lækker og koster nærmest ingenting. Du kan selvfølgelig lave din egen tomatsauce i stedet. Denne lasagne kan forberedes på 15-20 min, og så kan opvasken tages, mens lasagnen er i ovnen. Jeg spiste lasagnen som den var uden yderligere tilbehør, men den kan suppleres med en skål salat og godt brød.

Squashlasagne til 2 personer


Ingredienser:

1 stort løg
2 fed hvidløg
2 små eller 1 stor squash (500 g.)
2 tsk. olie
200 g. hytteost (jeg bruger Cheasy)
1 tsk. tørret oregano
1 tsk. salt
peber
50 g. revet ost 13 %
200 g. friske lasagneplader
300 g. tomatsauce (f.eks. Faktas med basilikum)

Fremgangsmåde:

1. Hak løg og hvidløg fint og riv squash på den grove side af rivehjernet.

2. Svits løg og hvidløg i olie ca. 5 min. 

3. Tilsæt squash og stegt yderligere 4-5 min.

4. Tag gryden af varmen og rør hytteost og oregano i. Smag til med salt og peber.

5. Læg 1/3 af squashblandingen i et smurt ildfast fad. Læg 1/3 af pastapladerne over og dæk med 1/3 af tomatsaucen. Gentag to gange.

6. Drys osten øverst og gratiner 20-25 min ved 200 grader. 

tirsdag den 15. april 2014

Grønsagspaella




For ikke så længe siden forsøgte jeg mig for første gang med en paella, og det var mildest talt ikke nogen succes, men det er jo selvfølgelig noget, der skal læres, så nu har den fået endnu et forsøg - denne gang en grønsagspaella, som blev spist som tilbehør - og det gik langt bedre denne gang. Jeg fik til råd af min far, som er kok, at forkoge risene lidt, og det virkede helt klart efter hensigten. 

Retten kan sagtens spises som hovedret med salat og evt. et stykke godt brød til.

Grønsagspaella til 2 personer


Ingredienser:

100 g. paraboiled ris
2 tsk. olie
1 lille løg
2 fed hvidløg
1 rød peberfrugt
200 g. champignon
3 dl. grønsagsbouillon
½ tsk. røget paprika
1 nip safran
evt. gurkemeje
100 g. ærter
2 tomater

Fremgangsmåde:

1. Kog risene 10 min i letsaltet vand og hæld vandet fra.

2. Hak løg og hvidløg fint, skær peberfrugt i små tern, skær champignon i skiver og skær tomaterne i kvarte, fjern kernerne og skær resten i små tern. 

3. Varm olien i en lille pande med en god kant og svits løg 2-3 min. 

4. Tilsæt hvidløg, peberfrugt og champignon og steg 2-3 min. 

5. Tilsæt ris, bouillon, paprika og safran, rør godt sammen og kog ved god varme til vandet er fordampet, ca. 10 min. Der må ikke lægges låg på panden.

6. Tilsæt ærter og tomat og varm igennem. 

7. Smag til med salt og peber og tilsæt evt. lidt gurkemeje, hvis du ønsker en mere gul paella. 

mandag den 14. april 2014

Torsk i Tomatsauce med Kartoffelmos med Dild




Så er vi igen strandet ved god, velsmagende mad der bestemt ikke lader sig fotografere - i hvert fald klarede Spis Bedres fotografer det noget bedre end jeg gjorde her. Det sagt, så er denne grønlige mos med den møre fisk og lækre tomatsauce værd at prøve af. 

Torsk i Tomatsauce med Kartoffelmos med Dild til 2 personer


Ingredienser:

Fisk:
2 torskeportioner af 125 g.
1 tsk. salt
4 tomater
1 skalotteløg
1 fed hvidløg
2 tsk. olivenolie
1 tsk. salt
peber

Kartoffelmos:
400 g. kartofler
1 dl. mælk
2 tsk. tørret dild
2 spsk. revet parmesanost
1 tsk. salt

Fremgangsmåde:

1. Drys salt over torsken og lad den stå ved stuetemperatur 20 min. 

2. Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Kog dem 15-20 min til de er møre.

3. Skær tomaterne i tern og læg dem i en gryde med hakket skalotte- og hvidløg og olie. Bring i kog og lad det simre 10 min. under låg. Tilsæt lidt vand hvis det bliver helt tørt.

4. Blend saucen og hæld den tilbage i gryden. Bring i kog og smag til med salt og peber.

5. Skyld fisken under rindende koldt vand og tør den godt med køkkenrulle. Læg den ned i tomatsaucen og kog 8-10 min. under låg. Vend når halvdelen af tiden er gået. 

6. Hæld vandet fra kartoflerne og mos dem. Tilsæt ost, dild og salt og pisk igen. Tilsæt mælk lidt efter lidt og pisk til konsistensen er god.

7. Anret kartoffelmosen på to tallerkener, læg et stykke torsk på hver og hæld saucen over.

søndag den 13. april 2014

Kyllingelår med Dildkogte Kartofler og Rødbeder




Vi er blevet så vandt til at bruge brystfileten, når der skal kylling på bordet, men det er faktisk synd, at vi ikke længere steger kyllingelår med skind på, bare engang imellem. Smagen er langt mere fyldig i lårkødet og skinnet bliver lækkert og sprødt (omend ikke særlig sundt). Denne opskrift stammer fra nyeste nummer af Spis Bedre.

Kyllingelår med Dildkogte Kartofler og Rødbeder til 2 personer


Ingredienser:

Kylling:
2 hele kyllingelår
1 tsk. olie
½ tsk. chilipulver
½ tsk. salt
peber

Kartofler:
400 g. kartofler
1 tsk. tørrede dildspidser
½ tsk. citronsaft
2 tsk. olivenolie

Rødbeder:
300 g. rødbeder
revet skal af ½ citron
2 tsk. olivenolie
½ spsk. citronsaft
1 tsk. sukker
1 knsp. salt

Fremgangsmåde:

1. Kog rødbederne 30 min i letsaltet vand.

2. Pensl kyllingelårene med olie og drys med chili, salt og peber. Læg dem i et ildfast fad og steg dem 30-40 min i ovnen ved 225 grader. 

3. Skræl kartoflerne, skær dem i halve eller kvarte og kog dem møre i letsaltet vand.

4. Rør olie med citronsaft og tørret dild og smag til med salt og peber.

5. Bland olie med citronskal, citronsaft, sukker og salt.

6. Gnid skrællen af rødbederne under rindende koldt vand og skær dem i mindre stykker. Vend med citronolien. 

7. Hæld vandet fra kartoflerne og vend med dildolien. 

8. Anret kyllingerne på to tallerkener sammen med kartofler og rødbeder.


lørdag den 12. april 2014

Double Hazelnut Brownie




Skal der være kage, så lad der være kage! Det er vist ingen hemmelighed, at jeg ikke rigtig går ind for fuldkorn og fedtfattig, når det kommer til kage. Hverdagsmaden skal være sund og ballanceret, og så skal der være plads til, at lækkerierne også er lækre. 

Denne brownie er fra kogebogen "One more slice" og er en standard brownie fyldt med nødder og nutella - ren mums!

Double Hazelnut Brownie, 12 stykker


Ingredienser:

175 g. blødt smør
3 dl. sukker
1½ dl. kakao
½ dl. sirup
1/4 tsk. salt
3 æg
1½ dl. mel
150 g. hasselnødder
½ glas nutella (175 g.)

Fremgangsmåde:

1. Pisk smør og sukker lyst og cremet.

2. Pisk kakao, sirup og salt i.

3. Pisk æggene i ét ad gangen.

4. Vend melet i.

5. Hak hasselnødderne og vend dem i dejen.

6. Fordel dejen i en lille bradepande med bagepapir.

7. Læg nutella i klatter ovenpå dejen og kør en kniv igennem dejen, så nutellaen fordeles i et mønster rundt i kagen.

8. Bager 20-30 min ved 175 grader - den skal være klæg i midten. 

9. Køler af og står gerne til næste dag. Server med creme fraiche, flødeskum eller vanilleis.

fredag den 11. april 2014

Svampetoasts med Røget Hellefisk




Denne nemme og lette ret egner sig mange forskellige typer måltider. Jeg spiste retten til aftensmad, en dag hvor jeg havde travlt, men retten kan også spises til en weekendfrokost, som forret eller som en del af et tapasbord. 

Svampetoasts med Røget Hellefisk til 2 personer som aftensmad


Ingredienser:

100 g. røget hellefisk
4 store skriver ciabattabrød
400 g. blandede svampe 
1 spsk. olie
1 dl. madlavningsfløde 4 %
½ citron
½ bdt. persille
1 skalotteløg
salt og peber

Fremgangsmåde

1. Rens svampene og skær dem i mindre stykker, hak skalotteløg fint, hak persille og riv citronskallen.

2. Rist brødskiverne i olie på en pande til de er sprøde. Stil dem op ad hinanden på to tallerkener, så de ikke bliver fugtige af at ligge på en tallerken.

3. Rist svampe og skalotteløg i olien.

4. Tilsæt madlavningsfløde og kog kort igennem. Smag til med hakket persille (gem lidt), salt og peber.

5. Læg brødskiverne ned, fordel svampene herover, læg en skive hellefisk på hver og pynt med citronskal og persille. Server.






torsdag den 10. april 2014

Barbecue Kalkunspyd på Orientalsk Salat




Jeg synes godt, det kan være lidt svært at finde på spændende retter med kalkunbryst, som ikke smager af tørt ingenting, men når man marinerer kødet og steger det kort, så kan det sagtens lade sig gøre at lave nogle rigtig lækre retter med kalkun. Spydene serveres på en salat vendt i en orientalsk dressing, og jeg spiste desuden ris til. Risene kan let erstattes af brød eller perlebyg der tilsættes salaten. 

Barbecue Kalkunspyd på Orientalsk Salat til 2 personer


Ingredienser:

200 g. kalkunbryst
2 spsk. barbecuesauce (f.eks. Heinz)
4 træspyd
2 tsk. olie

2 tsk. flydende honning
2 tsk. sojasauce
2 tsk. olivenolie
1 tsk. sukker
salt og peber

1 hjertesalat
3 store gulerødder
1 bakke bønnespirer

Fremgangsmåde:

1. Skær kalkunbryst ud i tern og vend i barbecuesauce. Lad det trække 20 min.

2. Snit salaten, riv gulerødderne og bland med bønnespirer.

3. Rør honning, sojasauce, olie, sukker, salt og peber sammen og vend i salaten

4. Sæt kalkuntern på 4 spyd og steg 4-5 min på hver side i olie.

5. Anret salaten på to tallerkener og læg to spyd på hver. Server med f.eks. ris eller brød.