lørdag den 1. november 2014

Tortilla med Pancetta, Squash og Peberfrugtsauce




De fleste af os har fået de mexicanske varianter af tortillaen rullet om noget lækkert fyld, og det er også virkelig lækkert, men der er mange andre muligheder for fyld end de traditionelle. 

I denne opskrift har jeg fyldt tortillaen med salat, stegt løg og squash og finthakket pancetta. Pancettaen kan man købe finthakket i Føtex og Bilka (mærket Princip), men man kan også hakke den selv. Den kan også udskiftes med bacontern, hvis man er mere til det. 

Tortilla med Pancetta, Squash og Peberfrugtsauce til 2 personer


Ingredienser:

Peberfrugtsauce:
1 løg
2 fed hvidløg
1 rød peberfrugt
2 tsk. olie
35 g. konc. tomatpure
1 dl. vand
1 knsp. cayennepeber
½ tsk. hvidvinseddike
salt

Fyld:
1 løg
1 squash
2 tsk. olie
60 g. finthakket pancetta (eller bacon)
1 håndfuld frisk basilikum
salt og peber

2 store eller 4 små tortilla (gerne fuldkorn)
1/4 iceberg
200 g. grønne bønner (gerne frost)

Fremgangsmåde:

1. Hak løg og hvidløg fint og skær peberfrugten i tern.

2. Svits løg og peberfrugt i olie, tilsæt tomatpure, vand og cayennepeber og kog 20 min. 

3. Fjern den bløde midte i squashen og skær den i tern. Hak løget. 

4. Steg løg og squash i olie et par  minutter. Tilsæt pancetta og steg et par minutter mere. 

5. Varm tortillaerne i stanniol i ovnen ved 150 grader og kog bønnerne 4 min i letsaltet vand. Snit icebergsalaten.

6. Smag peberfrugtsaucen til med vineddike og salt og blend den glat. 

7. Tilsæt grofthakket basilikum til fyldet og smag til med salt og peber.

8. Fyld tortillas med salat og fyld, rul sammen og anret på to tallerkener. Overhæld med peberfrugtsaucen og server bønnerne til.


torsdag den 30. oktober 2014

Cambodiansk Fiskecurry




En god curry er ret svær at fotografere, så jeg starter lige med at undskylde for billedet. Det bliver mest af alt en gullig masse, når man laver en curry. Denne curry er lavet på en hjemmelavet currypasta og kokoscreme. Kokoscreme kan købes i asiatiske specialbutikker - enten som pulver eller på dåse. Det er ikke et synderlig sundt produkt og det kan erstattes med almindelig kokosmælk - saucen vil dog blive noget tyndere. 

Cambodiansk Fiskecurry til 2 personer


Ingredienser:


Currypasta:
1 cm. frisk ingefær
1 tsk. tørret citrongræs (urtekram)
3 fed hvidløg
½ tsk. gurkemeje
1 tørrede røde chilier (eller tilsvarende chiliflager)
½ tsk. peber
½ tsk. sukker
30 g. usaltede peanuts
1 spsk. olie

2 dl. kokoscreme
1 spsk. fiskesauce
1 tsk. limesaft
2 rødspættefiletter
120 g. rejer
½ bdt. koriander
100 g. risnudler

Fremgangsmåde:

1. Kom alle ingredienserne til currypastaen i en høj skål og blend det til en glat masse. Tilsæt lidt vand, hvis massen er for tyk. 

2. Lynsteg currypastaen i en wok ca. 30 sek. til den begynder at dufte.

3. Tilsæt kokoscreme, fiskesauce og limesaft. Bring i kog og lad det simre et par minutter.

4. Tilsæt rødspætte i mundrette bidder, skru ned på lav varme og lad det simre 3-4 min. 

5. Kog nudlerne i saltet vand. Hæld vandet fra og læg dem i bunden af to skåle.

6. Tilsæt rejer og hakket koriander til curry'en og varm kort igennem. Hæld over nudlerne og server.



onsdag den 29. oktober 2014

Stegte Ris med Chorizo og Rejer



Jeg har et par gange forsøgt mig med en paella, uden det store held, og det er rigtig ærgerligt, for jeg elsker paella. Den spicy smag fra pølsen, de lækre rejer og hvad der nu ellers er i. Det her er ikke en paella, men mange af de samme ingredienser og smagsnuancer indgår, og så tager den kun ganske kort tid at lave. 

Jeg har aldrig været særlig god til fuldkornsris, især fordi de ofte skal koge i en mindre evighed. Jeg har heller aldrig været til ris i kogepose, da jeg gerne selv vil vælge hvor mange ris jeg koger. Men, men, man har en holdning til man tager en anden. Ris-fix laver fuldkornsris i kogepose, som kun skal koge i 10 min. Det er ganske fantastisk. At jeg så altid skal lave ris til to dage er en anden sag, som jeg finder en løsning på fra gang til gang.

Stegte Ris med Chorizo og Rejer til 2 personer


Ingredienser:

100 g. ris (eller en pose fuldkornsris)
1 spsk. olie
80 g. chorizo i skiver
1 løg
1 fed hvidløg
½ tsk. gurkemeje
150 g. rejer
100 g. ærter
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Kog risene og hæld vandet fra.

2. Skær løget i skiver, hak hvidløget og skær chorizo i kvarte skiver.

3. Varm olien i en stor pande og steg løg, hvidløg og chorizo nogle minutter til løget er blødt.

4. Rør gurkemeje i retten.

5. Tilsæt ris, ærter og rejer og varm godt igennem. Server.

mandag den 27. oktober 2014

Dampede Gulerødder i Ovn




Opskriften på disse enormt lækre gulerødder stammer fra Jamie Oliver, og det i sig selv er jo lidt af et kvalitetstegn i min verden - det er sjældent han kommer frem til noget, som jeg ikke synes er lækkert. Opskriften hedder Køkkendamernes gulerødder og stammer fra Jamie Olivers skoleprojekter - selvfølgelig tilpasset af Jamie. Jeg har også ændret i opskriften og fjernet smørret, men smagen er stadig rigtig fin.

Dampede Gulerødder i Ovn til 2 personer


Ingredienser:

2 fed hvidløg
½ potte persille
½ appelsin
400 g. gulerødder
salt og peber
2 tsk. olivenolie
½ dl. hvidvin
1 dl. grønsagsbouillon

Fremgangsmåde:

1. Skræl gulerødderne og skær dem i tynde skiver. 

2. Hak hvidløg og persille og bland det med revet appelsinskal. 

3. Smør et ildfast fad med en smule af olien. Læg et lag gulerødder over, drys med salt og peber, drys lidt persilleblanding på og dryp med lidt olie øverst. Fortsæt til det hele er brugt. 

4. Hæld hvidvin og bouillon over gulerødderne og sæt dem i ovnen 20-30 min til gulerødderne er møre. 

søndag den 26. oktober 2014

Marokkansk Kyllingeburger





Denne burger stammer fra det marokkanske gadekøkken. Jeg lavede den i en stor måltidsversion, men de er også rigtig gode som miniburgere til en snack, frokost, buffet eller lignende. Hemmeligheden og det "marokkanske" ligger i mayonnaisen, som smager fortrinligt. Der er ingen grøntsager i burgeren, men den kan sagtens tåle et salatblad og måske en skive agurk. Alternativt kan man servere en omgang salat til burgeren.


Marokkansk Kyllingeburger til 2 personer


Ingredienser:

2 kyllingebrystfileter
spidskommen
stødt chili
salt og peber
2 tsk. olie

½ rødløg
2 tsk. citronsaft
8 grønne oliven
1 lille bdt. persille
2 spsk. hakkede soltørrede tomater
3 spsk. mayonnaise

2 store grove burgerboller

Fremgangsmåde:

1. Hak rødløg, oliven og persille og bland med citronsaft, soltørrede tomater og mayonnaise.

2. Skær kyllingefileterne næsten helt igennem på tværs og fold ud. Bank helt flade så du får to store flade kyllingebøffer. Krydr med spidskommen, chili, salt og peber og steg i olie.

3. Varm burgerbollerne og smør under og over med mayonnaisen. Læg kyllingen i midten og server.

fredag den 24. oktober 2014

Kylling og Couscoussalat med Granatæble og Feta




Couscous er i sig selv en ret kedelig ingrediens, og skal det blive til et spændende tilbehør er det nødvendigt, at pifte det op med nogle smagfulde og farverige ingredienser. Granatæble er blevet en af mine favoritingredienser - den er sød og syrlig og de små røde kerner ligner små ædelsten i maden. 

Kylling og Couscoussalat med Granatæble og Feta til 2 personer


Ingredienser:

2 kyllingebrystfileter
salt og peber
2 tsk. olie

100 g. couscous
2 dl. grønsagsbouillon
2 tsk. olivenolie
2 tsk. citronsaft
1 knsp. sukker
salt
1 håndfuld persille
1 håndfuld mynte
1 granatæble
20 g. usaltede peanuts eller mandler
60 g. feta eller salattern

Fremgangsmåde:

1. Overhæld couscous med kogende bouillon, læg en tallerken over skålen og lad den stå fem min. Fjern tallerkenen og rør lidt rundt. Lad det køle godt af.

2. Hak persille og mynte groft, hak mandlerne og befri kernerne fra granatæblet.

3. Krydr kyllingen med salt og peber og steg i olie til den er gennemstegt.

4. Rør olie, citronsaft, sukker og salt i couscous'en. 

5. Rør persille, mynte, granatæblekerner, mandler og smuldret feta i salaten. Server med kylling.

torsdag den 23. oktober 2014

Marokkanske Linser




Linser er et virkelig overset tilbehør, som det godt kan betale sig at kaste sig ud i. Linser har et højt indhold af både proteiner og kostfibre, så i disse pasta- og risforskrækkede tider er de et rigtig fint alternativ. 

De fleste tænker på en smattet masse, når man siger linser, og det er også vigtigt at man bruger de rigtige linser til den ret man laver. Hvis linserne skal være faste, som f.eks. i denne ret, så skal man bruge grønne puy eller sorte belugalinser. Til supper og gryderetter, hvor linserne skal koge ud bruges røde, gule og almindelige grønne linser. Bruges de faste linser, så bliver retten et hit.

Marokkanske Linser til 2 personer


Ingredienser:

100 g. puy-linser

½ løg
2 fed hvidløg
2 tsk. olie
1½ spsk. tomatpure
1 tsk. paprika
1 tsk. spidskommen
3/4 tsk. peber
½ tsk. sukker
½ bdt. persille
1 tsk. citronsaft
salt
1 tsk. olivenolie

Fremgangsmåde:

1. Kog linserne i letsaltet vand ca. 15 min. Hæld vandet fra.

2. Hak løg og hvidløg fint og steg det i olie ca. 5 min til det er blødt. 

3. Tilsæt tomatpure, paprika, spidskommen, peber, sukker, linser og et godt drys salt. Tilsæt 1½ dl. vand og bland godt. Kog 5-6 min til saucen er godt tyk. 

4. Hak persillen og tilsæt den sammen med citronsaft. Bland godt og server dryppet med olivenolie.