Ugens tema: Kikærter
Denne lammegryde stammer fra det nordlige Afrika, hvor Harissa krydderiblandingen er en af de meget brugte. Blandingen kan man normalt ikke købe i supermarkederne, men de fleste mellemøstlige grønthandlere har den. Den er temmelig krydret, så tilsæt evt. lidt ad gangen til smagen er passende. Når jeg køber lam til en gryderet som denne, køber jeg typisk lammekøllesteaks. Man får en del for pengene uden at skulle købe en hel lammekølle.
Jeg spiste kartoffelmos til retten, hvilket er temmelig utraditionelt men smager godt. Skal det være mere traditionelt spiser man couscous eller bulgur.
Nordafrikansk Lammegryde med Kikærter til 2 personer
Ingredienser:
250 g. afpudset lammekølle i tern
½ dåse hakkede tomater
1 dl. vand
1 tsk. harissa krydderiblanding
1 tsk. salt
½ dåse kikærter
2 spsk. hakket koriander
Fremgangsmåde:
1. Læg kødet i en gryde med tomater, vand, salt og krydderi. Bring i kog og kog ca. 1 time til kødet er mørt.
2. Skyld kikærterne og lad dem dryppe af. Lad dem blive varm i gryderetten de sidste 5 min.
3. Server gryderetten med couscous, bulgur eller kartoffelmos og et drys koriander.