fredag den 30. november 2012

Sønderjyske Fedtkager


Endnu en kageopskrift, men det er jo også højsæson for kage :) Dette er min sønderjyske mors opskrift på sønderjyske fedtkager. Opskriften har nogle lidt sjove mål, og det er der selvfølgelig en lidt sjov historie om ;) Oprindelig havde opskriften nogle mere "runde" mål, men på et tidspunkt opdagede min mormor, at hendes vægt vejede forkert, og da de så prøvede at bage kagerne med en vægt der vejede rigtigt, blev kagerne langt fra lige så gode. De fandt derfor frem til, at disse mål giver de bedste kager :)

Fedtkager kan  smage på mange måder, og ikke alle er lige vilde med alle salgs, men disse falder altid i god jord, selv hos den skeptiske fedtkage-smager. Det kan være lidt tricky at bage kagerne, og den ovn jeg pt har er faktisk ikke super godt til det. Kagerne må gerne være mere rundede end mine er. Så prøv dig frem med grader og tid.

Kendetegnet ved fedtkager er, at de er bagt på svinefedt. Så nej, de er på ingen måde sunde ;) Det kan lyde lidt ulækkert, hvis man aldrig har smagt fedtkager, men de smager på ingen måde af kød eller animalske, så lad dig ikke afskrække. Du kan købe svinefedt i alle større supermarkeder (Føtex, Kvickly osv.), det står sammen med margarinen og koster omkring 18 kr. for en pakke.

Sønderjyske Fedtkager, ca. 130 stk.

Ingredienser:


550 g. mel
550 g. sukker
435 g. svinefedt
1 æg
3 spsk. kakao
1 spsk. vanillesukker
1 tsk. hjortetaksalt

Fremgangsmåde:

1. Ælt det hele sammen til en glat småkagedej og sæt den på køl natten over. Den kan sagtens stå to døgn i køleskab, hvis det passer dig bedre.

2. Tril dejen til kugler på størrelse med små valnødder.

3. Læg kuglerne med nogen mellemrum på bagepapir på en bageplade og bag 10-15 min mit i ovnen ved 170 grader. Kagerne skal ikke blive mørke.

4. Lad kagerne køle helt af på bagepapir på køkkenbordet før de lægges i en kagedåse.



torsdag den 29. november 2012

Mors Chokoladekage



Dette er selve "opskriften". Opskriften på den der kage, som jeg har fået et sted mellem 100 og 1000 gange i løbet af de sidste 34 år. Det er kagen, som min mor ALTID bagte, når det skulle være hyggeligt en søndag eftermiddag. Og senere blev det kagen som JEG altid bagte, når det skulle være hyggeligt. Og nu er det kagen jeg tyr til, når jeg skal bruge en kage der bare fungerer. Som altid smager godt, bliver som den skal og bringer lykke.

Og det var lige netop det jeg fik brug for igår morges kl. 7.15, da det gik op for mig, at hindbærsnitterne ikke ville makke ret! Så frem med skåle og el-pisker og ind i ovnen med kagen. Heldigvis var mine kolleger lige så vilde med kagen, som min familie altid har været :)

Kagen er let og luftig og holder sig frisk i op mod en uge. Den har en tendens til at krumme lidt, men den gode smag vejer helt sikkert op for det. Selv om kagen indeholder kaffe, smager den ikke mørkt eller af kaffe, og børn synes altid godt om den trods kaffen.

Mors Chokoladekage til ca. 25 personer


Ingredienser:


500 g. sukker
250 g. smør eller margarine
4 æg
375 g. mel
5 spsk. kakao
4 tsk. bagepulver
6 tsk. vanillesukker
2½ dl. stærk kaffe

Fremgangsmåde:

1. Pisk smør og sukker godt sammen.

2. Tilsæt et æg ad gangen og pisk grundigt derimellem.

3. Bland mel, kakao, bagepulver og vanillesukker og pisk det i skiftevis med kaffen.

4. Hæld i en smurt bradepande og sæt i en kold ovn lidt under midterste rille. Tænd ovnen på 175 grader og bag kagen 20-60 min alt efter tykkelse og ovn.

5. Lad kagen køle af. Den kan med fordel pyntes med glasur og krymmel eller kokosmel.



onsdag den 28. november 2012

Hindbærsnitter




Igår skulle jeg ud på den skole, hvor jeg var ansat indtil 1. november, og afleverer nøgler, tømme skab osv. I den forbindelse ville jeg have noget kage med ud til mine kolleger for at sige Tak for denne gang!.

Valget faldt på hindbærsnitter, og det var der flere grunde til. For det første, er der mange der roser hjemmebagte hindbærsnitter til skyerne, så de må jo være gode. For det andet var det lidt mere specielt end "bare" en kage. Og for det tredje har jeg bare altid haft lyst til at kaste mig ud i et sådan projekt. Det ironiske er lidt, at hindbærsnitter ikke siger mig en fløjtende fis, så jeg havde ikke selv lyst til at spise dem :P De bliver derfor kun bragt her på baggrund af kollegernes udtalelser, og det faktum, at de spiste op :)

Jeg valgte en opskrift fra Amo, og det hele forløb ganske godt. Mørdej tjek, rulle ud tjek, bage uden at de bliver sorte men stadig sprøde tjek, glasur og marmelade tjek. Men hvad er nu det? DE KNÆKKER! Ja, der skete det, at når jeg skar snitterne i "snitter", så knækkede mørdejsbundende. Jeg tror, det skete, fordi bundende var for tykke, men det er svært at sige. Tror faktisk, at hvis jeg skulle lave dem en anden gang, så ville jeg skære eller stikke dem ud før bagning, så jeg slap udenom problemet. Men i hvert fald betød den knækkede mørdej, at jeg havde 15 i stedet for 40 hindbærsnitter, og jeg måtte derfor i al hast bage en chokoladekage kl. 7 igår morges til at supplere med. Den får i opskriften på imorgen ;)

Hindbærsnitter, 20 stk.


Ingredienser:

300 g. mel
200 g. smør
100 g. sukker
1 æg

1 glas hindbærmarmelade
Flormelis
Krymmel

Fremgangsmåde:

1. Bland mel og sukker og smuldr smøret heri.

2. Tilsæt ægget og saml dejen kortvarigt. Stil den i køleskabet 1 time.

3. Rul dejen ud til 10 cm brede strimler og skær dem i 5 cm. brede stykker.

4. Bag stykkerne 10 min ved 200 grader og lad dem køle helt af.

5. Lav en glasur af flormelis og vand og smør det på den ene halvdel af snitterne. Drys med krymmel.

6. Smør marmelade på de øvrige snitter og læg glasur-snitterne ovenpå.


tirsdag den 27. november 2012

Ovnbagt Pasta med Bacon og Spinat



Jeg elsker alle former for pasta bagt i ovn med ost, så da jeg fandt denne opskrift var jeg overhovedet ikke i tvivl om, at den skulle jeg prøve. Retten er SUPER let at lave og smager rigtig dejligt.

Ovnbagt Pasta med Bacon og Spinat til 2 personer


Ingredienser:

110 g. pasta
150 g. bacon i skiver
400 g. flødestuvet spinat (fra frost)
1 fed hvidløg, hakket
salt og friskkværnet peber
50 g. revet ost 

Fremgangsmåde:

1. Kog pastaen og lad den dryppe af.

2. Skær baconskiverne i 4 og steg dem sprøde. Lad dem dryppe af på køkkenrulle.

3. Varm spinaten op i en gryde og tilsæt bacon, pasta, hvidløg, salt og peber.

4. Rør osten i og hæld i et smurt ildfast fad.

5. Gratiner 20 min ved 200 grader.

mandag den 26. november 2012

Svinekoteletter i Rømertopf



Så kom der bund i indlæggende der lå klar til bloggen, og derfor er det et par dage siden sidst. Men jeg har haft besøg af min mor her i weekenden og lørdag aften lavede jeg en lækker ret i min Rømertopf. Rømertopfen er lækker fordi alt er i et fad, og man kan nå at vaske op, mens den laver maden i ovnen = meget lidt opvask efter spisning. Desuden er den god til varme vinterretter med masser af saft og kraft.

Denne ret er ikke en traditionel koteletter i fad, men i stedet kød, kartofler og grønsager i en suppeagtig væske. Det bliver derfor lidt Pot au feu agtigt. Ovenpå retten drysses karse og æbletern og især æblerne gør noget rigtig godt for retten :)

Hvis du ikke har en Rømertopf kan du opnå samme resultat med et ildfast fad dækket med stanniol. Husk at din Rømertofp skal stå i vand mindst 10 min før brug, da den så ikke går i stykker i ovnvarmen.

Svinekoteletter i Rømertopf til 2-3 personer


Ingredienser:

300 g. svinekoteletter (jeg brugte fadkoteletter) skåret i halve
2 tsk. olie
100 g. hakket grønkål
500 g. kartofler i skiver
1 porre i ringe
2 gulerødder i skiver
2 fed hvidløg, hakket
1 spsk. timian
3 dl. hønsebouillon
1 dl. hvidvin
salt og friskkværnet peber
1 æble i tern
½ bakke karse

Fremgangsmåde:

1. Brun koteletterne i olie og krydr med salt og peber.

2. Bland kartofler, grønkål, porre, hvidløg og gulerødder i din Rømertopf og drys timian, salt og peber over. Vend lidt rundt.

3. Læg koteletterne skråt ned blandt kartofler og grønsager og hæld bouillon og hvidløg ved.

4. Læg låget på og stil i ovnen 45 min ved 200 grader.

5. Drys små æbletern og karse over retten og server.



torsdag den 22. november 2012

Pasta med Skinke og Grønsagssauce



Pasta kan de fleste lide, og ikke et ondt ord om de fine italienske pastaretter med svampe og fløde og alkens gode sager. Men til hverdag skal det være hurtigt og sundt, og det behøver ikke altid være så fint. Så længe det bare smager godt.

Inspirationen til denne pastaret fandt jeg i magasinet Woman. Ja, der var en tid, for længe siden, før jeg kendte til blade om madlavning, hvor det var det blad jeg købte ;) Retten er baseret på frisk pasta og masser af grønsager og man kan med fordel udskifte grønsagerne med det man lige har i køleskabet. Dog bør tomaterne bevares, da de er en del af "saucen". 

Pasta med Skinke og Grønsagssauce til 2 personer


Ingredienser:

250 g. frisk pasta, skær tværs gennem pastaen, så den bliver kortere
1 løg
2 fed hvidløg
4 forårsløg
2 gulerødder
6 tomater
2 dl. grønsagsbouillon
200 g. skinkestrimler
2 spsk. pinjekerner
1 spsk. olie
2 tsk. salt
friskkværnet peber
revet parmesanost

Fremgangsmåde:

1. Hak løg og hvidløg fint, riv gulerødderne, skær tomaterne i små tern og snit forårsløgene. 

2. Steg løg og hvidløg i olie til de er klare.

3. Tilsæt gulerod og forårsløg og steg et par minutter.

4. tilsæt tomater og bouillon og kog ca. 10 min. 

5. Kog pastaen 3-4 min. 

6. Tilsæt skinke, pinjekerner, salt og peber, vend pastaen i.

7. Server med parmesanost på toppen. 

onsdag den 21. november 2012

Ungarsk Gullash med Hvidløgsmos



Her i vintertiden elsker jeg simremad, men de dage hvor jeg kommer hjem fra arbejde sent gider jeg ikke altid vente på det. Men heldigvis findes der genveje :) Denne gullasch tager kun omkring en time alt i alt. Det er ikke lyn-mad, men dog noget hurtigere end den traditionelle variant.

Gullasch kan laves på et hav af måder, så hvordan den krydres autentisk ved jeg helt ærligt ikke. Det undrer mig dog, at denne variant, som stammer fra Hjemmet, er uden paprika. Men den smagte af gullasch og den smagte godt, og det er vel det vigtigste :)

Ungarsk Gullasch med Hvidløgsmos til 2 personer


Ingredienser:

250 g. oksestrimler
2 tsk. oliemargarine
1 stort eller 2 mindre løg, hakkede
250 g. tomater i tern
salt og friskkværnet peber
½ tsk. sambal oelek
2 gulerødder i skiver

500 g. kartofler
3 fed hvidløg
1 dl. mælk
salt

Persille

Fremgangsmåde:

1. Brun kødet i oliemargarine, tilsæt løg, tomater, salt, peber og sambal oelek og kog 20 min.

2. Tilsæt gulerødder og kog 20 min. 

3. Kog kartofler i tern og hvidløg helt møre, ca. 15 min.

4. Hæld vandet fra, pisk med elpisker til mosen og jævn, tilsæt mælk til passende konsistens og smag til med salt. 

5. Smag gullasch til med salt og peber. 

6. Server med et drys persille. 


tirsdag den 20. november 2012

Varm Pastasalat med Soltørrede Tomater



Jeg fandt denne opskrift i et lille hæfte med Lene Hanssons opskrifter. Hendes principper er lige min kop the, men det betyder jo ikke, at opskrifter ikke kan være fortrinlige. Dette er måske ikke så meget en pastasalat, som en pastaret, men det er egentlig også ligemeget, for den er super lækker. Meget fyldig i smagen og krydret uden at være stærk.

Jeg spiste pastaretten til et stykke grillet tun, men den kan også tilsættes kikærter ellers spises til alt muligt andet.

Varm Pastasalat med Soltørrede Tomater til 2 personer


Ingredienser:

120 g. pasta, jeg foretrækker spiraler
1 spsk. olie
2 fed hvidløg, hakket
½ tsk. sambal oelek
2 forårsløg
25 g. soltørrede tomater, jeg køber de hakkede
6 cherrytomater i kvarte
15 g. pinjekerner
200 g. frisk spinat
½ tsk. oregano
salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

1. Kog pastaen og køl den straks i koldt vand. Lad den dryppe af.

2. Steg hvidløg og sambal oelek kort i olien. 

3. Hæld pasta, forårsløg, soltørrede tomater og pinjekerner på panden og steg 3-5 min ved middel varme. 

4. Tilsæt spinat og steg til den "falder sammen". 

5. Tilsæt oregano, salt og peber, tag af varmen og rør tomaterne i. 

6. Server som tilbehør. 

mandag den 19. november 2012

Flødekartofler med Røget Laks




Jeg har tag'et denne ret "nemt og hurtigt" selv om den i princippet tager næsten en time. Men de 45 min er i ovnen, så retten er virkelig nem! Og så smagte den helt fantastisk. Det er i bund og grund bare flødekartofler med kød og grønsager i. Med andre ord - alt i et fad - og det letter opvasken :)

Man kan garanteret bruge mange andre grønsager end den porre opskriften, som er fra et gammelt nummer af Magasinet Mad!, foreskriver, men porren gjorde det rigtig godt i retten. Desuden kan man skifte kødet ud med det man lige har, men igen, det røgede fra laksen gjorde noget rigtig godt for retten. Opskriften er oprindeligt med piskefløde, hvilket jeg aldrig putter i hverdagsmad, men det kan man jo vælge som man vil :)

Flødekartofler med Røget Laks til 2 personer


Ingredienser:

400 g. kartofler
2 porrer
100 g. røget laks
250 ml. madlavningsfløde 4 %
1 tsk. sennep
salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

1. Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver. 

2. Skær porrerne i smalle skiver.

3. Læg kartofler, porrer og laks lagvis i et smurt ildfast fad. Start og slut med kartofler. 

4. Rør fløde med sennep, salt og peber og hæld det over kartoflerne. 

5. Gratiner ca. 45 min ved 175 grader og server. 

søndag den 18. november 2012

Omelet med Rejer og Avocado



Det her er en af de der supernemme retter, som man kan smide sammen på få minutter, når man kommer sent hjem fra arbejde. Det tager virkelig ganske få minutter, især hvis man har været forudseende og lavet salat til to dage aftenen før.

I princippet kan man smide hvad som helst i omeletten. Hvis man har en rest kylling eller lignenden, en dåse tun, og alle mulige andre grønsager, der ikke skal gennemvarmes.

Omelet med Rejer og Avocado til 2 personer


Ingredienser:

4 æg
3 spsk. vand
200 g. rejer
2 avocado
citronsaft

Fremgangsmåde:

1. Bland æg med vand, salt og peber, pisk det let med en gaffel og steg to omeletter. 

2. Læg omeletterne på to tallerkener, fordel rejer og avocadoskiver på dem og fold dem halvt sammen. 

3. Server med en skål salat og godt brød. 

lørdag den 17. november 2012

Minitærter med Gedeost, Spinat og Pinjekerner



Denne ret er endnu en af retterne, som jeg medbragte til tapas-aften med pigerne, så igen gælder det, at den bestemt ikke er særlig spansk, men den faldt i rigtig god jord. Det er ikke en traditionel tærte, da der ikke er æggemasse i tærten. Det er en lille sprød tærte med masser af smag fra ost og pinjekerner. Retten kan også serveres som en velkomstsnack eller en del af en brunch.

Opskriften stammer fra Amo, og jeg må lige slå et slag for deres tærtebunde. I denne omgang brugte jeg den helt almindeligt hvide bund, og den blev sprød og flaget, uden at blive tør. Fantastisk opskrift. Men det er selvfølgelig vigtigt at lave den rigtigt ;) (ikke for meget ælteri). Jeg valgte et meget rustikt udtryk, men tærterne kan også laves i små tærteforme eller store muffinforme og få et mere stilrent udseende.

Minitærter med Gedeost, Spinat og Pinjekerner, 12 stk.


Ingredienser:

180 g. hvedemel
100 g. plantemargarine 80 % eller smør
3 spsk. vand

½ rulle gedeost
50 blade frisk spinat
3 spsk. pinjekerner
salt

Fremgangsmåde:

1. Smuldr margarine eller smør i melet til det ligner rasp.

2. Tilsæt vand og saml dejen i skålen. Den skal ikke æltes på bordet.

3. Læg dejen på køl 1 time.

4. Del dejen i 12 stykker og rul hver ud til en cirkel der enten lægges på bagepapir på en bageplade eller lægges i smurte forme.

5. Drys salt over dejen, læg 4 spinatblade på hver, læg en skive gedeost på og drys med pinjekerner.

6. Bag tærterne ca. 10 min ved 225 grader.

fredag den 16. november 2012

Jambalaya



Det her er en af mine absolutte favoritter fra spanien, men som så meget andet middelhavsmad, er det ikke særlig fotogent. Kød og grønsager blandet godt sammen i tomatsauce smager fantastisk men kan ikke fotograferes æstetisk - i hvert fald ikke af mig ;) Så bær over med billedet og giv de lækre smagsoplevelser et forsøg alligevel ;)

Jambalaya er i bund og grund kylling, chorizo, ris og grønt i en aromatisk tomatsauce, der er krydret noget anderledes end vi er vant til. Krydderierne kan synes mærkværdige, men de er et vigtigt element i smagsoplevelsen, og de bør derfor ikke skiftes ud. De smager ikke kraftigt igennem retten, da chorizo'en dominerer en del, så de bliver en integreret del af smagen fremfor en dominerende smag.

Jambalaya til 2-3 personer


Ingredienser:

200 g. kyllingestrimler
2 peberfrugter, gerne flere farver
100 g. ris, paraboiled
100 g. chorizo
2 tsk. olie
1 rødløg i både
2 fed hvidløg, finthakkede
1½ tsk. røget paprika
1 knsp. stødt nellike
400 g. tomatpassata
2 dl. hønsebouillon
friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

1. Kog risene.

2. Skær chorizo i mindre stykker og steg 1 min. Tag af panden.

3. Steg kyllingen ca. 5 min til den netop er gennemstegt og tag af panden.

4. Steg peberfrugt i tern og rødløg i olie ca. 5 min.

5. Tilsæt hvidløg, røget paprika og nellike og steg 1 minut.

6. Tilsæt afdryppede ris, chorizo, kylling, passata og bouillon, bring i kog og lad det simre 10 min til det meste af væsken er absorberet. 

7. Smag til med peber og server.

torsdag den 15. november 2012

Honningristede Cocktailpølser




Jeg har en lille "tapasklub" med to andre, og det betyder i bund og grund, at vi aftaler en dato, og der møder vi hver især op med 3 mindre retter. Tapas betyder derfor, for os, små retter, og det er ikke nødvendigvis synderlig spansk. Til tider sætter vi tema på. Det kan være et land, en årstid, en ingrediens eller en kok, men i denne omgang var der ikke noget tema.

Kunsten når vi mødes omkring disse tapas er, at bringe mængden af kød og brød så langt ned, at man har appetit til at smage alle ni retter. Så typisk medbringer jeg 1 ret med kød og helst kun 1 ret der involverer brød.

Denne ret stammer fra Nigella Express, og den er helt perfekt i denne sammenhæng, da den er meget lidt tidskrævende - arbejdstiden er vel 2-3 min ud over ovntid - og den er ikke synderligt dyr, hvilket også kan være vigtigt i tider, hvor jobbene ikke hænger på træerne.

Retten er baseret på cocktailpølser, og de fås jo som vi alle ved i to versioner - dem med skind og dem uden. På billedet i kogebogen er pølserne skrumpet ind og rynkede, og jeg vurderede, at kun pølser med skind ender med at se sådan ud. Og det kan godt være pølser med skind ende med at se sådan ud, men det gjorde mine ikke. Så det kan godt være at det kræver pølser uden skind. Men uanset, så smagte pølserne rigtig godt, og de faldt i god jord hos alle.

Retten vil også egne sig fortrinligt i en brunch.

Honningristede Cocktailpølser, tapasret til 4 personer


Ingredienser:

500 g. cocktailpølser m. skind
1 spsk. olie
75 g. akaciehonning
1 spsk. sojasauce

Fremgangsmåde:

1. Læg pølserne i et ildfast fad, de skal gerne ligge i flere lag.

2. Rør honning, olie og sojasauce sammen og blandt det i pølserne.

3. Stil i ovnen 30 min ved 225 grader. Rør rundt af og til.

4. Server 

onsdag den 14. november 2012

Hot&Sour Suppe med Rejer og Nudler



Jeg elsker suppe, jeg elsker spicy mad og jeg elsker rejer. To af tingene fungerede i denne suppe. Jeg valgte at bruge ganske almindelige kogte rejer, som man kan købe i supermarkedet, og det gik meget godt i første halvdel af første portion, men den varme suppe kogte rejerne for meget, så jeg har ændret opskriften til hvordan jeg vil gøre næste gang i stedet for, hvad jeg rent faktisk gjorde. Om det fungerer ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg har en antagelse af, at det bliver ganske godt :)

Hot&Sour Suppe med Rejer og Nudler til 2-3 personer


Ingredienser:

1 tsk. olie
½ tsk. sambal oelek
2 cm. ingefær, finthakket
2 fed hvidløg, finthakket
1,2 liter hønsebouillon
200 g. rejer
1 spsk. fiskesauce
200 g. sugarsnaps, halveret på skrå
120 g. risnudler
1 lime, saft og revet skal

Fremgangsmåde:

1. Opvarm olien og steg sambal oelek, ingefær og hvidløg kortvarigt. 

2. Tilsæt bouillon, bring i kog og kog 10 min.

3. Tilsæt fiskesauce, sugarsnaps, nudler, limesaft og limeskal, bring i kog og kog 3 min.

4. Server med godt brød og kolde, afdryppede rejer, der tilsættes suppen lidt efter lidt mens man spiser. 

tirsdag den 13. november 2012

Hot Kyllingesalat med Avocado



Det her er lynhurtig og virkelig velsmagende aftensmad. Jeg har valgt at give retten tag'et "sund", selv om den faktisk er en smule høj i kalorier. Men kalorierne kommer fra avocado, og så er det bare i orden engang imellem ;) Solen skinner på selv den mest grå regnvejrs novemberdag, når der er avocado til aftensmad ;)


Hot Kyllingesalat med Avocado til 2 personer


Ingredienser:

2 kyllingefileter
3 spsk. sennep
1 spsk. akaciehonning
2 spsk. citronsaft
2 tsk. olie
2 avocado
3 dl. fintsnittet salat
1 spsk. sesamfrø
2 tsk. olie af god kvalitet
friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

1. Skær kyllingen i strimler og læg den i en skål med sennep, honning, citronsaft og peber. Rør godt rundt.

2. Steg kyllingen i olie til den er netop mør.

3. Tilsæt sesamfrø og steg kortvarrigt. Tag af varmen.

4. Anret salat og avocado i skiver på to tallerkener og fordel kyllingen herover. Dryp med olie.

5. Server med godt brød. 


mandag den 12. november 2012

Flutes med Rosmarin



Dette er den sidste omgang brød fra weekendens fest. Jeg valgte opskriften, som er fra Amo, da jeg ville bage nogle hvide brød, der havde noget massefylde og som smagte af noget. Der er sigtemel i brødet i stedet for hvedemel, og det kan udskiftes med almindeligt hvedemel, speltsigtemel eller hvad man nu har lyst til.

Flutes med rosmarin, 6 store flutes


Ingredienser:

100 g. gær
8 dl. vand
1 dl. olivenolie
4 tsk. salt
6 spsk. finthakket frisk rosmarin
4 spsk. akaciehonning
1100 g. sigtemel

Fremgangsmåde:

1. Opløs gæren i vand og tilsæt salt, rosmarin, honning og olivenolie.

2. Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt grundigt.

3. Hæver lunt og tildækket 1 time.

4. Ælt dejen igennem og del i 6. Form hver del til et flute og læg på to bageplader med bagepapir.

5. Hæver lunt og tildækket 30 min. 

6. Overfladen snittes og flutene bager 12-15 min ved 200 grader.