lørdag den 29. juni 2013

Minutlasagne med Bacon og Spinat

Ugens tema: Lasagne





Lasagne er svært at lave på mindre end en time, da den gerne skal gratinere 30 min, og forberedelsen også tager tid. Derfor har jeg valgt at blogge denne opskrift på en minutlasagne. Et minut kan den ikke laves på, men 15 er langt rigeligt. Og så kræver den ingen ovn! 


Minutlasagne med Bacon og Spinat til 2 personer


Ingredienser:

250 g. friske lasagneplader
50 g. groftrevet parmesan
150 g. bacon i skiver
200 g. spinat
2 dl. mælk
1½ spsk. mælk
1 fed hvidløg
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Steg baconen sprød på en pande og tag den af.

2. Steg spinat på panden i lidt af baconfedtet. 

3. Ryst mælk og mel sammen og hæld på spinaten. Lad det koge kort og smag til med knust hvidløg, salt og peber.

4. Klip pastapladerne i 6 stykker og kog dem ca. 1 min i saltet vand. Hæld vandet fra.

5. Anret en lasagneplade på hver tallerken. Læg bacon, spinat og ost over. Gentag 2 gange og server.


fredag den 28. juni 2013

Mexicansk Vegetarlasagne

Ugens tema: Lasagne






Det mexicanske og det italienske køkken er to af mine absolutte favoritter, så denne lasagne er ren kræs for mig. Konsistens, pasta og tomat fra Italien kombineret med tacosauce, bønner og majs fra Mexico. Lasagnen kan nemt tilsættes hakket oksekød, hvis man ikke er til det der med vegetarmad ;) Men den mangler bestemt ikke noget. Den er fyldt og mættende selv om de er uden kød. Bønnerne er et glimrende protein-alternativ. Hvis man ønsker en mildere lasagne skiftes tacosaucen blot ud med en mildere variant. Jeg har nemlig brugt den stærkeste. Opskriften stammer fra februars nummer af magasinet Mad!

Mexicansk Vegetarlasagne til 2 personer


Ingredienser:

½ dåse kidneybønner
140 g. majs
½ løg
4 forårsløg
½ potte koriander
½ tsk. oregano
1/4 tsk. spidskommen
salt og peber

½ karton tomatpassata
6 lasagneplader
1 dl. hot tacosauce
100 g. revet ost 13 %

Fremgangsmåde:

1. Skyld kidneybønnerne i en si og bland dem i en skål med majs, hakket løg, forårsløg i ringe, grofthakket koriander, oregano, spidskommen, salt og peber.

2. Hæld lidt passata i bunden af et ildfast fad og læg 2 lasagneplader over. 

3. Dæk med halvdelen af fyldet, passata, tacosauce og lidt ost.  Læg endnu et lag lasagneplader på og gentag.

4. Hæld resten af passata og tacosauce over det øverste lasagnepladelag og drys med resten af osten.

5. Dæk fadet med folie og bag 25 min ved 200 grader. Tag folien af og gratiner 10 min. 





torsdag den 27. juni 2013

Spinatlasagne med Gulerødder og Valnødder

Ugens tema: Lasagne





I dag er der en vegetarlasagne på bloggen. Lasagne er en fantastisk ret, når det skal være vegetarisk. Både fordi mulighederne er så mange, men også fordi det er svært ikke at få et lækkert måltid ud af det. Grønsagerne er spinat, gulerod og forårsløg, og der er toppet op på smagen med valnødder, citron, lidt chili og ost. Opskriften stammer fra et gammelt nummer af Magasinet Mad!


Spinatlasagne med Gulerod og Valnødder til 2 personer


Ingredienser:

1 spsk. oliemargarine
3 dl. mælk
saucejævner eller maizena
skal af 1/4 citron
1/4 tsk. stødt muskat
salt og peber
300 g. frisk spinat
4 forårsløg

2 gulerødder
50 g. valnødder
6 lasagneplader
100 g. mozzarella
stødt chili

½ citron

Fremgangsmåde:

1. Opvarm oliemargarinen, tilsæt mælken og bring i kog. Jævn med saucejævner eller maizena. Smag til med citronskal, muskat, salt og peber.

2. Tilsæt forårsløg i ringe og spinat og varm igennem til spinaten er faldet sammen. 

3. Hæld lidt af saucen i et ildfast fad og læg 2 lasagneplader over. 

4. Hæld 1/3 af saucen over, fordel halvdelen af de groftrevne gulerødder herover og drys med lidt ost. Læg 2 lasagneplader øverst og gentag.

5. Hæld det sidste af saucen over pladerne, drys med grofthakkede valnødder, resten af osten og lidt chili.

6. Dæk med folie og gratiner 25 min ved 200 grader. Tag folien af og gratiner 15 min. Server med citronbåde.




onsdag den 26. juni 2013

Kyllingelasagne

Ugens tema: Lasagne






Lasagne er altså ikke det nemmeste i verden at fotografere. Hverken at gøre det pænt eller at vise hvad der rent faktisk er indeni lasagnen. Så I må nøjes med beskrivelse, opskrift og et forsøg på et billede ;)

Denne lasagne minder mere om den traditionelle end lasagnen igår. I bund og grund er det en traditionel lasagne med hakket kylling og nogle grønsager. Krydret lidt anderledes, men ellers i princippet det samme. Den har en noget mildere smag, da kyllingen ville blive overdøvet af den kraftige tomatsmag, så smagen kommer i stedet fra grønsager og bechamelsauce.

Kyllingelasagne til 2 personer


Ingredienser:

Fyld:
2 tsk. olie
200 g. hakket kylling 5 %
2 fed hvidløg
1 stor gulerod
1 porre
2 dl. hønsebouillon
2 spsk. tomatpure (ikke koncentreret)
salt og peber

Bechamelsauce:
2 dl. mælk
1 laurbærblad
½ løg
peber
muskat
1 spsk. oliemargarine
saucejævner eller maizena
salt og peber
40 g. revet ost 13 %
½ tsk. sennep

6 lasagneplader
50 g. revet ost

Fremgangsmåde:

1. Varm olien i en gryde og svits kødet til det er brunt. 

2. Tilsæt finthakket hvidløg, groftrevet gulerod og porre i ringe og svits kort.

3. Tilsæt hønsebouillon og tomatpure og krydr med salt og peber. Lad det simre under låg 30 min.

4. Hæld mælken i en gryde med grofthakket løg, laurbærblad, peber og revet muskat. Varm op til kogepunktet, tag af varmen. Lad det trække ti min. Si mælken.

5. Opvarm oliemargarine i en gryde og hæld mælken i. Bring i kog og jævn med saucevarmer eller maizena. Smag til med salt og peber.

6. Tag saucen af varmen og rør sennep og ost i. 

7. Hæld 1/3 af saucen i bunden af et ildfast fad og læg 2 lasagneplader over. Fordel halvdelen af kødet herpå, læg 2 lasagneplader over, fordel resten af kødet og læg de 2 sidste plader på. Overhæld med resten af saucen.

8. Gratiner lasagnen 30 min ved 200 grader. Drys osten over og gratiner yderligere 15 min.



tirsdag den 25. juni 2013

Lasagne med Parmaskinke og Ricotta

Ugens tema: Lasagne





Denne lasagne lavede jeg Skt. Hans aften til min mor og jeg, og det er en rigtig italiener med parmaskinke, ricottaost og parmesan. 


Lasagne med Parmaskinke og Ricotta til 3 personer


Ingredienser:

200 g. friske lasagneplader
25 g. fintrevet parmesanost
1 tsk. trøffelolie

Sauce:
2 spsk. oliemargarine
2 spsk. mel
5 dl. mælk
75 g. fintrevet parmesanost
1 tsk. salt
peber

Fyld:
150 g. parmaskinke
75 g. valnødder
1 løg
2 fed hvidløg
250 g. ricotta
1 tsk. trøffelolie
1/4 tsk. salt
peber

Fremgangsmåde:

1. Opvarm oliemargarinen, tilsæt lidt mælk og pisk melet ud heri. Tilsæt resten af mælken, varm godt igennem og kog 1-2 min ved svag varme. 

2. Tag gryden af varmen og tilsæt parmesanost, salt og peber.

3. Skær skinken i strimler og rør den sammen med grofthakkede valnødder, finthakket løg og hvidløg, ricotta, salt, peber og trøffelolie. 

4. Smør et ildfast fad (20x25 cm) og del lasagnepladerne i 4 dele. 

5. Læg lasagneplade i bunden, hæld 1/4 af saucen over og dæk med 1/3 af ricottafyldet. Gentag 2 gange og slut med lasagneplade og sauce. 

6. Drys med parmesan og gratiner 15 min ved 200 grader.


mandag den 24. juni 2013

Traditionel Lasagne med Gulerødder

Ugens tema: Lasagne

Under sidste uges tema "Italien" fik jeg ikke sneget en lasagne ind, men det bliver der rådet bod på nu. Hele denne uge står nemlig i lasagnens tegn. Jeg lægger ud med den traditionelle version som alle kender og de fleste elsker, mig selv inklusiv, og i løbet af ugen vil jeg lægge forskellige andre versioner ud, nogen med andre typer kød og nogen vegetariske. Lasagnen er meget taknemmelig på den måde, at man kan tilsætte alt. Og jeg mener ALT. Alle slags kød, alle slags grønsager, man kan erstatte pastaen med squash, tortillas og sikkert mange andre ting, og på den måde kan jeg blive ved i det uendelige. Jeg har valgt at holde mig til den pastabaserede lasagne, men derudover er alt muligt. 






Jeg har altid lavet lasagne på den samme måde. En måde jeg fandt frem til i det første år efter jeg flyttede hjemmefra, og som jeg var glad for, men som jeg føler kunne bruge et tjek i kanterne. Den er nemlig fuldstændig uden kød, og lasagnesmagen er ikke helt som jeg ønsker den. Desuden har jeg altid lavet den med færdigkøbt mornaysauce, og det vil jeg gerne væk fra. Jeg fandt denne opskrift i et nummer af Magasinet Mad! En helt almindelig lasagne bolognese med gulerødder i. Jeg skriver den som jeg lavede den.

Traditionel Lasagne med Gulerødder til 3 personer

Ingredienser:

12 lasagneplader
100 g. revet ost 13 %

Kødsauce:
1 løg
4 fed hvidløg
2 gulerødder
2 tsk. olie
300 g. hakket oksekød 5 %
2 tsk. olie
70 g. koncentreret tomatpure
400 g. tomatpassata
1 spsk. tørret oregano
½ spsk. paprika
½ tsk. sukker
2 tsk. salt
peber

Bechamelsauce:
1½ spsk. oliemargarine
2 spsk. mel
3 dl. mælk
1 tsk. salt
revet muskatnød

Fremgangsmåde:

1. Hak løg og hvidløg fint og skræl gulerødderne og riv dem groft.

2. Steg løg, hvidløg og gulerødder i olie 5-6 min  uden at det tager farve. Tag det op ad gryden.

3. Brun kødet i olien og tilsæt grønsager, tomatpure, tomatpassata, oregano, paprika, sukker, salt og peber. Lad det simre 20 min og smag til.

4. Opvarm oliemargarinen, tilsæt 2 spsk. mælk og pisk melet ud heri. 

5. Tilsæt resten af mælken lidt efter lidt, pisk godt og varm op til kogepunktet. Lad den småkoge et par minutter. Krydr med salt og muskatnød.

6. Hæld 1/3 af bechamelsaucen i bunden af et ildfast fad og læg 3 lasagneplader over. Fadet skal passe rimeligt med de tre lasagneplader.

7. Læg 1/3 af kødet over, lasagneplader, kød osv. til det hele er brugt. Slut med lasagneplader.

8. Hæld resten af bechamelsaucen over pladerne og drys med ost og gratiner 30 min ved 200 grader. Lad lasagnen hvile 5 min. 

lørdag den 22. juni 2013

Spicy Italiensk Salatpizza

Ugens tema: Italien






Jeg skulle have haft gæster til aftensmad idag, men desværre blev det aflyst. Planen var at servere en spicy italiensk salatpizza, og ingredienserne var købt ind, så nu er der pizza for alle pengene til de næste dage. Pizzaen er sammensat af en pizza al salame (salamipizza), rucola, tomat og en chili-hvidløgsolie. Bunden er som pizzaen for et par dage siden.

Spicy Italiensk Salatpizza til 2 personer


Ingredienser:

Pizzabund:
10 g. gær
1½ dl. vand
1 tsk. sukker
½ tsk. salt
1 spsk. olivenolie
ca. 200 g. mel

Tomatsauce:
70 g. koncentreret tomatpure
2 tsk. olivenolie
1 spsk. vand
1 tsk. salt
peber
1 tsk. oregano

Fyld:
100 g. revet ost
40 g. italiensk salami
50 g. rucola
4 tomater
½ rød chili
2 fed hvidløg
2 spsk. olivenolie

Fremgangsmåde:

1. Rør gæren ud i vand, tilsæt sukker, salt og olie og tilsæt melet lidt efter lidt. Ælt godt.

2. Hæver tildækket på komfuret 45 min mens ovnen opvarmes til 250 grader. Lad en bageplade blive i ovnen mens den varmer op.

3. Del dejen i to og rul dem ud til ca. 30 cm diameter. Læg på to stykker bagepapir.

4. Rør ingredienserne til tomatsaucen sammen og fordel på de to bunde. Fordel ost og salami herover.

5. Bag en pizza ad gangen ca. 7 min.

6. Blend olie, chili med kerner og hvidløg til en jævn olie. 

7. Server pizzaerne dryppet/smurt med olien og toppet med rucola og tomater i skiver.










fredag den 21. juni 2013

Spaghetti med Kødboller i Tomatsauce

Ugens tema: Italien






Vi kender alle denne ret fra Lady og Vagabonden, og meget få  synes ikke, at det er fantastisk mad. Kødboller lavet på oksekød og italiensk krydret, en kraftig tomatsauce med hvidløg, spaghetti, parmesan og basilikum. Så bliver det vist ikke mere italiensk. Jeg lavede tomatsaucen med tomatpure (ikke koncentreret), hvilket giver den en noget kraftig tomatsmag. Hvis du ønsker en mildere sauce kan passata eller hakkede tomater fint bruges. Opskriften stammer fra majs nummer af magasinet Mad! 

Spaghetti med Kødboller i Tomatsauce til 2 personer


Ingredienser:

Kødboller:
200 g. hakket oksekød 5 %
salt og peber
½ spsk. tørret oregano
½ spsk. tørret timian
25 g. fintrevet parmesan
1 æg
1 spsk. mel
2 tsk. olivenolie

Tomatsauce:
½ løg
2 fed hvidløg
2 tsk. olivenolie
1 tsk. tørret oregano
400 g. tomatpure eller passata
salt og peber
1½ spsk. hvidvinseddike

Tilbehør:
120 g. spaghetti
½ bdt. basilikum
groftrevet parmesan

Fremgangsmåde:

1. Rør ingredienserne (undtaget olie) til kødbollerne sammen og form 14-16 kødboller. Sæt dem på køl.

2. Hak løg og hvidløg fint og steg det klart i olivenolie. 

3. tilsæt oregano, tomatpure, salt og peber, læg låg på, og kog ca. 15 min ved svag varme.

4. Steg kødbollerne i olivenolien så de er brune på alle sider, men ikke gennemstegte.

5. Smag saucen til med salt, peber og hvidvinseddike og læg kødbollerne ned i saucen. Kog 8-10 min under låg.

6. Server kødboller i sauce på kogt spaghetti og drysset med parmesanost og grofthakket basilikum. 





torsdag den 20. juni 2013

Pizza alla Capricciosa

Ugens tema: Italien





Det er lidt en kunst at lave en hjemmelavet pizza, der har de kvaliteter, som en italiensk pizza har. Især bunden kan være svær at få rigtig sprød, men med denne version fra kogebogen "One more slice" synes jeg, at resultatet blev RIGTIG godt. Bunden blev tynd og meget sprød. Det er dog vigtigt at moderere sin topping, hvis den skal blive ordentlig sprød. Hvis der er for meget fyld eller for vandholdigt fyld, så bliver bunden blød og svampet og kan endda smage rå. 

Capricciosa er navnet på en pizza med tomat, ost, skinke og champignon. Jeg har valgt nogle nogle lækre produkter af høj kvalitet, men hvis man ønsker kan pizzaen laves helt basalt med revet ost, skinkestrimler og champignon.

Pizza alla Capricciosa til 2 personer


Ingredienser:

Bund:
10 g. gær
1½ dl. vand
1 tsk. sukker
½ tsk. salt
1 spsk. olivenolie
ca. 200 g. mel

Tomatsauce:
70 g. koncenteret tomatpure
2 tsk. olivenolie
1 spsk. vand
½ tsk. salt
peber
1 tsk. oregano

Fyld:
70 g. røget skinke
1 tomat
100 g. champignon
2 fed hvidløg
125 g. mozzarella (1 kugle)
½ potte basilikum

Fremgangsmåde:

1. Rør gæren ud i vand, tilsæt sukker, salt og olivenolie og tilsæt melet lidt efter lidt. Ælt godt.

2. Hæver 45 min på komfuret mens ovnen opvarmes til 250 grader. Lad en bageplade blive i ovnen imens.

3. Ælt dejen igennem, del den i 2 og rul dem ud til tynde pizzabunde ca. 30 cm. i diameter. Læg dem på hver deres stykke bagepapir.

4. Rør ingredienserne til tomatsaucen sammen og smør den på de to bunde.

5. Fordel skinken på pizzaen, derefter tomater i tynde skiver, rensede champignon i tynde skiver, hvidløg i tynde skiver, mozzarella i skiver og basilikumblade på de to pizzaer.

6. Bag en pizza ad gangen midt i ovnen på den brandvarme bageplade i ca. 10 min til bunden er sprød og gylden og osten godt smeltet. 








onsdag den 19. juni 2013

Italienske Wraps med Skinke og Mozzarella

Ugens tema: Italien






Jeg fandt denne lækre frokostopskrift i et ældre nummer af Magasinet Mad! Og nøj det er god frokost! Jeg lavede to stk. søndag, den ene til frokost, og den anden til at medbringe på Jernalderlejr med skolen. På sådan en friluftstur bliver man bare monster sulten, og omend den måske indeholdt et par ting der ikke lige var at finde i jernalderens Danmark, så var den god i situationen ;) Wrap'en er fyldt med parmaskinke, pesto, soltørrede tomater og mozzarella, så det er ren Italien. 

Italienske Wraps med Skinke og Mozzarella til 2 personer


Ingredienser:

2 store tortillapandekager
2 spsk. pesto
4 blade krølsalat eller lignende
70-100 g. parmaskinke
1 kugle mozzarella
2 spsk. hakkede soltørrede tomater

Fremgangsmåde:

1. Smør pandekagerne med pesto og fordel salaten herover.

2. Fordel skinke, mozzarellaskiver og soltørrede tomater herover og rul stramt sammen.

3. Pak i husholdsningsfilm eller server med det samme. 

tirsdag den 18. juni 2013

Spaghetti Carbonara med Spinat

Ugens tema: Italien






Spaghetti Carbonara er en klassiker, som de fleste kan lide, men den er også i den usunde ende. Jeg har her prøvet at lave en velsmagende version der ikke sætter sundheden på spil, blandt andet ved at tilsætte spinat.

Spaghetti Carbonara med Spinat til 2 personer


Ingredienser:

120 g. spaghetti
1 pakke bacon i skiver
150 g. frisk spinat
1 æg (evt. pastauriseret)
2 spsk. madlavningsfløde 4 %
40 g. revet parmesan
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Tag bacon ud af pakken og klip det i 8 stykker på tværs af skiverne, før de skilles ad. Steg de små stykker bacon sprøde på panden og lad dem dryppe af på køkkenrulle.

2. Skyl og tør spinaten. 

3. Kog spaghettien. Tilsæt spinaten det sidste minut. Hæld det gennem et dørslag og derefter tilbage i gryden. 

4. Rør æg, fløde, parmesan, salt og peber sammen og hæld det i gryden sammen med bacon. Sæt gryden på det slukkede blus (eller meget lav varme) og rør godt indtil saucen er jævn.  Server

mandag den 17. juni 2013

Saltimbocca

Ugens tema: Italien

Sommerferien er lige rundt om hjørnet, og jeg har derfor valgt at denne uges tema skal smage lidt af ferie. Al maden i denne uge er fra Italien. Der er lækre skinker, masser af friske krydderurter, friske grøntsager og masser af pasta. Italiensk mad er oftest både nemt og hurtigt. Det kan dog godt være en smule dyrt at købe ind til. De lækre skinkeprodukter og krydderurterne er dyre, men pastaen og pizza'en er billige. Så alt i alt går det vist op. 






Saltimbocca er en traditionel italiensk kødret bestående af en kalvesnitzel, parmaskinke og salvie. På restauranter vil man ofte få den serveret med en svampesauce og et kartoffelprodukt, men mange typer tilbehør passer fint til den. Jeg kogte lidt gnocchi og lavede en sauce med basilikum på panden. Jeg lavede også en almindelig grøn salat og brugte lidt pesto som dressing. Det blev meget italiensk.

Saltimbocca til 2 personer


Ingredienser:

2 wienerschnitzler af kalveinderlår (250 g. i alt)
4 skiver parmaskinke
10 salvieblade
salt og peber
oliemargarine til stegning

Fremgangsmåde:

1. Hvis schnitzlerne er tykke så bank dem godt flade med håndroden eller bagenden af en kniv.

2. Læg parmaskinke på schnitzlerne, så de så vidt muligt dækker helt.

3. Fordel salviebladene på halvdelen af hver schnitzel og fold den anden halvdel ind over.

4. Krydr med salt og peber og steg 2-3 min på hver side. Server med det ønskede tilbehør.



lørdag den 15. juni 2013

Mørbradgryde med Chorizo og Champignon

Ugens tema: Gryderetter med fløde






Jeg fandt denne gryderet i et nummer af Magasinet Mad!, og det er rigtig kræs, både til hverdag og som gæstemad. En lækker og forkælende gryderet med masser af smag af sommer. 

Mørbradgryde med Chorizo og Champignon til 2 personer


Ingredienser:

200 g. svinemørbrad
100 g. tørret chorizo
1 løg
1 fed hvidløg
150 g. champignon
1 spsk. olie
½ spsk. koncentreret tomatpure
1 spsk. ketchup
400 g. tomatpassata
1½ dl. madlavningsfløde 4 %
salt og peber
120 g. ris
3 spsk. hakket persille

Fremgangsmåde:

1. Fjern fedt og hinder fra kødet og skær det i tern. Skær chorizo i skiver. Hak løg og hvidløg fint og rens champignon og skær dem i kvarte.

2. Brun kød og chorizo i olie i nogle minutter. 

3. Tilsæt løg, hvidløg, champignon og koncentreret tomatpure og steg 3-4 min. 

4. Tilsæt ketchup og passata og kog ca. 5 min. 

5. Tilsæt fløde og kog ca. 20 min .

6. Smag til med salt og peber og server med et drys persille og kogte ris. Server også gerne en skål salat til. 



fredag den 14. juni 2013

Kyllingegryde med Bacon i Tomatflødesauce

Ugens tema: Gryderetter med fløde





Champignon, bacon, løg, tomat og fløde - det kan bare ikke gå galt! Denne gryderet er en rigtig lækkerbisken med mør kylling og en super smagfuld sauce. Jeg spiste gnocchi til men alle typer pasta passer fint. 

Kyllingegryde med Bacon i Tomatflødesauce til 2 personer


Ingredienser:

50 g. bacontern
200 g. champignon
1 spsk. oliemargarine
2 kyllingefileter
1 løg
1 fed hvidløg
½ karton tomatpassata
1½ dl. hønsebouillon
1½ dl. madlavningsfløde 4 %
salt og peber
1 spsk. finthakket persille
1 spsk. frisk timian

Fremgangsmåde:

1. Svits bacontern i en gryde og tag det op.

2. Skær champignon i kvarte og steg dem i baconfedtet til de er brune og bløde. Tag dem op.

3. Skær kyllingefileterne i halve og brun dem i gryden i oliemargarine. Tag dem op.

4. Hak løg og hvidløg fint og steg det i oliemargarinen til det er blødt, 2-3 min. 

5. Tilsæt tomat, bouillon og fløde, bring i kog og tilsæt bacon, champignon og kylling. Læg låg på og lad saucen simre 8 min ved lav varme.

6. Smag til med salt og peber og tilsæt persille og timian. Kog få min og tjek at kyllingen er gennemstegt. Server med pasta.

torsdag den 13. juni 2013

Boller i Karry med Ærter og Persille

Ugens tema: Gryderetter med fløde




Man tænker måske ikke rigtig på boller i karry som en gryderet, men det er det ikke desto mindre. Jeg laver af og til min egen version med helt simple boller af frikadellefars, karrysauce lavet på mælk og ris. Denne version, som stammer fra februars nummer af Magasinet Mad! er lidt mere speciel - der er tilsat ærter og persille til saucen, og den indeholder naturligvis fløde i stedet for mælk, hvilket giver den en mere cremet konsistens. Jeg putter temmelig meget karry i, men man kan sagtens skære lidt ned, hvis man ønsker en mindre krydret version. Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.

Boller i Karry med Ærter og Persille til 2 personer


Ingredienser

Kødboller:
200 g. hakket svinekød 5 %
½ løg
2 spsk. mel
½ dl. mælk
salt og peber
3/4 dl. hønsebouillon

Sauce:
1 spsk. oliemargarine
½ løg
2 tsk. karry
1 spsk. mel
1 dl. madlavningsfløde 4 %
100 g. ærter
salt og peber
½ dl. hakket persille

Fremgangsmåde:

1. Rør kødet med hakket løg, mel, mælk, salt og peber. 

2. Bring hønsebouillon i kog, form kødet til boller med en ske og lad dem koge i bouillon til de kommer op til overfladen. Tag dem op.

3. Lad bouillonen koge 10 min ved høj varme og hæld den igennem en si. Gem den.

4. Varm oliemargarinen med karry og svits hakket løg heri nogle minutter.

5. Tilsæt ½ dl. bouillon og mel og rør godt. Spæd op lidt ad gangen med 2 dl. bouillon mere.

6. Tilsæt fløde og kog godt igennem.

7. Læg kødboller og ærter i gryden, læg låg på og varm godt igennem. 

8. Smag til med salt og peber og rør persille i. Server med ris.