torsdag den 31. oktober 2013

Panderet med Kylling, Ingefær og Butternut Squash





Til hverdag kan jeg godt lide nemme og sunde retter som kan laves i en enkel gryde/pande/fad. Og det her er netop sådan en ret. Retten er spiced up med frisk ingefær og lækker chilisauce. 


Panderet med Kylling, Ingefær og Butternut Squash til 2 personer


Ingredienser:

200 g. kyllingebryst
1 løg
200 g. butternut squash
400 g. kartofler
2 røde peberfrugter
1 spsk. olie
10 g. frisk ingefær
salt og peber
10 blade basilikum

2 spsk. sød chilisauce
2 spsk. stærk chilisauce

Fremgangsmåde:

1. Skær kyllingen i tern. Hak løget groft. Skær squash og peberfrugt i tern. Skræl kartoflerne og skær dem i tern. 

2. Varm halvdelen af olien på en pande og steg kyllingen til den er netop mør. Krydr med salt og peber. Tag af panden.

3. Varm resten af olien og steg løg og kartofler ca. 10 min ved middel varme.

4. Tilsæt squash og steg ca. 5. min. 

5. Tilsæt peberfrugt og steg 5 min. eller til alt er mørt. 

6. Tilsæt finthakket ingefær, grofthakket basilikum og kylling og varm igennem. Smag til med salt og peber og server med chilisauce.

onsdag den 30. oktober 2013

Wok med Ingefær, Oksekød og Svampe




Denne wokret er lækkert asiatisk uden at være spicy, så derfor er den meget velegnet til børn og andre mennesker, der ikke bryder sig om krydret mad. De asiatiske noter kommer fra ingefær, hvidløg, sesam og oyster sauce. Oyster sauce er en tyk, sødlig sauce, som findes på de asiatiske hylder i større supermarkeder. Det smager fantastisk - og slet ikke af østers ;)

Wok med Ingefær, Oksekød og Svampe til 2 personer


Ingredienser:

2 tsk. olie
40 g. ingefær
2 fed hvidløg
½ løg
4 forårsløg
200 g. champignon
2 oksesteaks a 125 g.
½ dl. oyster sauce
salt og peber

10 g. sesamfrø
125 g. nudler

Fremgangsmåde:

1. Skær ingefær i tynde strimler. Hak løg og hvidløg fint. Snit forårsløg på langs og skær champignon i hele eller halve skiver. Skær oksekødet i tern.

2. Varm olien i en wok og steg oksekød, løg, hvidløg og ingefær 4-5 min ved god varme.

3. Tilsæt champignon og forårsløg og steg til vandet er løbet fra champignon og lidt af det er fordampet.

4. Tilsæt oyster sauce, varm igennem og smag til med salt og peber.

5. Server med kogte nudler og et drys sesamfrø. 

tirsdag den 29. oktober 2013

Gulerodssalat med Hvidløg og Rosiner




Denne salat ser ikke ud af meget, og da jeg fandt opskriften tænkte jeg heller ikke, at det var noget særligt. Men faktisk har den en rigtig lækker smag af persille og hvidløg og en lækker sødme fra rosiner. Guleroden selv forsvinder lidt rent smagsmæssigt, men det betyder ikke det store, da resten af ingredienserne træder flot frem. Klart et hit som tilbehør til mange forskellige ting eller som en del af en buffet.

Gulerodssalat med Hvidløg og Rosiner til 2 personer


Ingredienser:

250 g. gulerødder
½ bdt. persille
50 g. mayonnaise light
1 stort eller 2 små fed hvidløg
25 g. rosiner
½ tsk. citronsaft
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Skræl gulerødderne og skær dem i små tern. Kog dem 7 min i letsaltet vand og køl dem helt af i koldt vand.

2. Rør mayonnaise med hakket persille, presset hvidløg, rosiner, citronsaft, salt og peber og rør gulerødderne i. 




mandag den 28. oktober 2013

Krydret Couscous med Kylling og Butternut Squash




Denne ret var oprindelig et tilbehør uden kylling, og den kan sagtens laves sådan. Du udelader bare kyllingen. Men jeg stod og manglede noget let og hurtig aftensmad, så jeg tilsatte lidt kylling, og så var det pludselig en fin aftensmadsret. 

Jeg er ret ny i den store verden af butternut squash, men jeg må indrømme, at jeg er faldet fuldstændig for den. I denne ret er squashen ovnristet i små tern, og de er simpelthen så lækre. Bløde og faste på en gang og med en lækker nødeagtig smag.

Opskriften er Claus Meyers og stammer fra hans Almanak. Jeg har lavet en smule om på opskriften, og skriver den som jeg lavede den. 

Krydret Couscous med Kylling og Butternut Squash til 2 personer


Ingredienser:

100 g. couscous
1/4 tsk. stødt kartdemomme
1/4 tsk. stødt kanel
1/4 tsk. stødt chili
salt og peber
1/4 liter kogende vand
150 g. butternut squash uden skræl
2 tsk. olie
½ tsk. tørret mynte
30 g. rosiner
½ citron
100 g. stegt kylling

Fremgangsmåde:

1. Kom couscous, krydderier, saft og skal af citronen og vand i en skål, rør rundt og læg en tallerken over. Lad det stå 10 min. Køl af.

2. Skær squash i ½x½ cm. tern og put dem i en plastikpose med olie og lidt salt. Ryst posen godt. Hæld ternene ud på bagepapir på en bageplade og bag dem 5 min ved 200 grader. Lad dem køle lidt af.

3. Bland couscous, græskar, mynte og kylling i tern og server.



søndag den 27. oktober 2013

Rodfrugttortilla med Serranoskinke og Krydret Tomatsauce




Jeg fandt denne opskrift i et ældre nummer af Magasinet Mad! og tænkte, at den passer perfekt til årstiden. Lige nu er rodfrugterne virkelig gode og billige, så det er bare med at få dem ind i kosten. Tortilla'en er lækkert sød og står godt til den lidt salte skinke og den krydrede tomatsauce. En virkelig lækker hverdagsret. Hvis du har andre rodfrugter end de nævnte i køleskabet, så er det super let at skifte ud med dem i opskriften.

Rodfrugttortilla med Serranoskinke og Krydret Tomatsauce til 2 personer


Ingredienser:

Tortilla:
6 gulerødder
2 persillerødder
2 tsk. olie
4 æg
salt og peber

Tomatsauce:
2 fed hvidløg
2 tsk. olie
2 dl. passata eller tomatpure
1 tsk. røget paprika
½ bdt. persille
salt

1 pakke serranoskinke 60-80 gram
150 g. groft brød

Fremgangsmåde:

1. Skræl rodfrugterne og riv dem groft.

2. Steg dem i olie ved jævn varme 3-5 min uden at de tager farve.

3. Pisk æggene sammen og krydr med salt og peber.

4. Rør æg og rodfrugter sammen i en skål og hæld i et ildfast fad. Tryk lidt sammen. Bag i ovnen 20 min ved 200 grader.

5. Hak hvidløg fint og svits 1 minut i olie.

6. Tilsæt passata og kog 15 min ved svag varme uden låg.

7. Tilsæt persille og smag til med salt og peber.

8. Anret tortilla, skinke, brød og tomatsauce på to tallerkener.

lørdag den 26. oktober 2013

Brownie med Kokosmarmor






I forbindelse med en sommerhustur med nogle kolleger skulle jeg have kage med, og jeg valgte denne brownie med kokosmarmor fra Leila Lindholm's One more slice. En lækker klæg brownie med blød og fristende kokos.

Brownie med Kokosmarmor,  12 stykker


Ingredienser:

Browniedej:
250 g. smør
1 dl. sukker
1 spsk. vanillesukker
1 dl. kakao
½ dl. lys sirup
½ tsk. salt
4 æg
1,25 dl. mel

Kokosdej:
2 spsk. sukker
1 dl. piskefløde
3 dl. kokosmel
2 æggehvider
1 tsk. vanillesukker

Fremgangsmåde:

1. Pisk smør, sukker og vanillesukker cremet.

2. Pisk kakao, sirup og salt i.

3. Pisk et æg ad gangen i.

4. Vend melet i.

5. Fugt et ildfast fad ca. 20x30 cm og læg bagepapir i. Klip det af der stikker over kanterne. Fordel dejen heri.

6. Pisk sukker, piskefløde, kokosmel, æggehvider og vanillesukker sammen og fordel det over browniedejen med en ske. Rør lidt rundt så det marmorerer men ikke blandes.

7. Bag ca. 20 min ved 175 grader. Kagen skal være næsten gennembagt.

8. Køl af og skær i 12 firkanter.





fredag den 25. oktober 2013

Pasta med Kylling Bolognese




En lidt anderledes version af den kendte bolognese. Denne gang lavet med hakket kylling, som vi, ifølge sundhedsstyrelsens nye anbefalinger, gerne må spise noget mere af. Smagen er lækker krydret uden at være stærk, og da jeg havde en rest tortellini i fryseren, valgte jeg at bruge det i stedet for almindelig pasta. Det kan klart anbefales.

Jeg fik et rigtig godt fif da jeg opdagede Jamie Olivers nye bog og TV program "Save with Jamie". Han fortalte, at han lægger sine friske chili'er i fryseren, når han ikke skal bruge mere, og de kan så tages ud og rives på et lille rivejern direkte i maden når man skal bruge det. På den måde har man nem frisk chili til enhver tid. Bogen udkommer på dansk i november. Jeg har købt den amerikanske version, og det er virkelig et hit her! Masser af ideer til budgetvenlig mad og en hel masse ideer til at bruge diverse kød-rester.

Pasta med Kylling Bolognese til 2 personer


Ingredienser:

200 g. hakket kylling 5 %
½ løg
2 fed hvidløg
2 tsk. olie
2 gulerødder
4 soltørrede tomater
½ spsk. tørret basilikum
1/4 chili
1½ spsk. koncentreret tomatpure
2 dl. hønsebouillon
salt og peber

100 g. pasta
10 blade basilikum
20 g. revet parmesan

Fremgangsmåde:

1. Svits kylling, hakket løg og finthakket hvidløg i olie i 3-4 min.

2. Tilsæt groftrevne gulerødder og soltørrede tomater i strimler og svits yderligere et par minutter.

3. Tilsæt basilikum, finthakket/revet chili, tomatpure og bouillon og lad det simre 10 min under låg. 

4. Smag til med salt og peber og server med pasta og drysset med grofthakket basilikum og parmesan. 

torsdag den 24. oktober 2013

Stegt Torsk med Rødbedesalat



Rødbede er en af mine efterårsfavoritter, og jeg kan godt lide at prøve den på nye måder. Denne gang blev det i en salat med et strejf af mellemøsten til et stykke stegt torsk. Torsk kan godt lyde lidt kedeligt, men det er i bund og grund et spørgsmål om :at købe frisk fisk og kun stege det ganske kort. Overstegt torsk er sej og "fisket". Jeg spiste ris til retten, men kartofler (kogte eller ovnstegte) vil også passe godt til.

Stegt Torsk med Rødbedesalat til 2 personer


Ingredienser:

2 stykker torskefilet a 125 gram
2 tsk. hvedemel
2 tsk. oliemargarine
salt og peber

400 g. rødebeder
4 forårsløg
½ chili
½ tsk. tørret mynte
1 spsk. citronsaft
2 tsk. olivenolie

Fremgangsmåde:

1. Kog rødbederne 1 time og køl dem af i koldt vand. Gnid skindet af.

2. Skær rødbederne i tern og bland med hakket forårsløg, finthakket chili, mynte, citronsaft og olivenolie. Smag til med salt og peber.

3. Bland mel med salt og peber. Tør torsken med køkkenrulle og vend den i melet.

4. Steg torsken 2 min på hver side i oliemargarine og server med salaten.

onsdag den 23. oktober 2013

Butternut Squash Suppe med Gulerod og Appelsin




Butternut squash er meget oppe i tiden og fås derfor i de fleste supermarkeder. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er en squash- eller en græskarvariant, men den har i hvert fald ikke meget tilfælles med de squash vi kender her i Danmark. Smagen er nøddeagtig og kødet er fast. 

Butternut Squash Suppe med Gulerod og Appelsin til 2 personer


Ingredienser:

2 tsk. olie
½ løg
2 fed hvidløg
250 g. gulerødder
1 appelsin
400 g. butternut squash uden skræl
1 liter hønsebouillon
salt og peber

150 g. groft brød

Fremgangsmåde:

1. Hak løg og hvidløg. Skræl gulerødderne og skær dem i skiver. Skær butternut squash i tern.

2. Svits løg og hvidløg i olie i en gryde 2-3 minutter.

3. Tilsæt gulerod og svits et par minutter mere.

4. Pres saften af appelsinen og hæld i gryden. Bring i kog.

5. Tilsæt butternut squash og bouillon, bring i kog og kog under låg ved svag varme 30 min.

6. Blend suppen i en blender eller med en stavblender til den er helt jævn.

7. Hæld tilbage i gryden, varm igennem og smag til med salt og peber. Server med brød.

tirsdag den 22. oktober 2013

Madpakkemuffins med Skinke og Feta




Det kan være praktisk at have det meste af madpakken liggende klart i fryseren, og til det er madmuffins et virkelig godt valg. De er bløde og lækre som en muffin, men med fuldkorn og uden de store mængder sukker og fedtstof. Jeg bagte mine muffins i en silikoneform med plads til 12 muffins, men de kan også bages i farvestrålende papirforme.

Madpakkemuffins med Skinke og Feta, 12 stk.


Ingredienser:

210 g. mel
90 g. fuldkornshvedemel
2 tsk. bagepulver
½ tsk. salt
2 æg
2 spsk. olivenolie
1 spsk. akaciehonning
3½ dl. A38 0,5 %
50 g. soltørrede tomater
3 forårsløg
75 g. salattern 5 %
100 g. skinke (tern eller strimler)
2 tsk. tørret oregano

Fremgangsmåde:

1. Bland mel, fuldkornshvedemel, bagepulver og salt i en stor skål.

2. Pisk æg, olivenolie, honning og A38 sammen og rør det i melet.

3. Skær soltørrede tomater i strimler, snit forårsløg fint og skær salattern i mindre tern. Rør det i dejen sammen med skinke og oregano.

4. Fordel dejen i 12 papir eller silikoneforme. Husk at smøre med lidt olie hvis du bruger silikoneforme. 

5. Bag 15-20 min ved 175 grader og lad dem køle af. Opbevares i køleskab eller fryser. 

mandag den 21. oktober 2013

Lynhurtig Curry med Rejer



Denne lynhurtige hverdagscurry kan få den geografiske identitet du ønsker. Bruger du almindelig rød, gul eller grøn karrypasta, som kan købes i supermarkedet, så vil den blive øst-asiatisk. Bruger du derimod f.eks. korma-karrypasta, så vil den blive indisk. Jeg brugte en gul karrypasta, og skriver derfor dette i opskriften. 

Lynhurtig Curry med Rejer til 2 personer


Ingredienser:

2 spsk. gul karrypasta
2 tsk. olie
1 løg
2 fed hvidløg
250 g. rejer
400 g. tomatpassata
1 bdt. koriander
100 g. basmatiris

Fremgangsmåde:

1. Hæld risene i en gryde og tilsæt godt med vand og 1 tsk. salt. Bring i kog og kog under låg ved svag varme 10 min. Hæld vandet fra og hæld risen tilbage i gryden. Lad den trække 10 min.

2. Snit løg, hvidløg og koriander fint.

3. Svits løg og hvidløg i olie ved middel varme 3-4 min.

4. Tilsæt karrypasta og steg 2 min. 

5. Tilsæt passata og bring i kog. Lad det koge ca. 5 min ved kraftig varme, så det tykner lidt. Smag til med salt.

6. Tag gryden af varmen og tilsæt rejer og koriander. Lad det stå 1 min og varme. Server med ris.


søndag den 20. oktober 2013

Æggesalat med Oliven og Basilikum




Jeg lavede denne lidt alternative æggesalat til en madpakkesandwich. 

Æggesalat med Oliven og Basilikum til 2 personer


Ingredienser:

2 æg
1 håndfuld basilikum
8 sorte oliven
1 spsk. mayonnaise
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Kog æggene og lad dem køle helt af. Pil og hak dem.

2. Rør æg sammen med mayonnaise, finthakket basilikum og hakkede oliven. Smag til med salt og peber.

3. Smør salaten i to sandwichboller. 

lørdag den 19. oktober 2013

Asiatiske Kødboller med Sataydressing




Så er det igen tid til at tage et gastronomisk smut til asien. Den verdensdel kan bare noget med ingredienser og smagssammensætning, som resten af verden i mine øjne ikke kan være med på.

Denne ret består af nogle krydrede oksekødboller og en peanutdressing. Jeg serverede ris og en gulerodsråkost til, men det kan man gøre som man har lyst. Dressingen vil også være vældig godt vendt med nudler. Retten er ikke spicy, så hvis dine børn er vandt til mad der ikke ligefrem smager dansk, så kan retten sagtens betegnes børnevenlig.

Retten indeholder østerssauce, som ikke er at forveksle med fiskesauce. Hvor fiskesaucen er skarp og tyndtflydende er østerssaucen sødlig og tyk. Den minder mest af alt om en hoisinsauce. Den kan købes i større supermarkeder.

Asiatiske Kødboller med Sataydressing til 2 personer


Ingredienser:

Kødboller:
200 g. hakket oksekød 5 %
1 spsk. sojasauce
1 fed hvidløg
2 tsk. finthakket ingefær
1/4 chili
1/4 tsk. stødt spidskommen
1/4 tsk. stødt koriander
1 tsk. sukker
1 tsk. sesamfrø
1 lime
2 tsk. olie

Sataydressing:
1 dl. peanutbutter
½ dl. østerssauce
½-1 dl. vand
1/4 chili
1 spsk. limesaft

Fremgangsmåde:

1. Rør oksekød med sojasauce, hakket hvidløg, ingefær, finthakket chili, spidskommen, koriander, sukker, sesamfrø, revet skal af limefrugten og 1 spsk. limesaft. Form til 8 store kødboller. 

2. Steg kødbollerne ca. 10 min i olie på en pande. Sæt dem på to træspyd. 

3. Rør peanutbutter og østerssauce sammen. Tilsæt vand til konsistensen er en tyk dressing. Tilsæt finthakket chili og limesaft.

4. Server kødbollespydene med dressing og f.eks. ris og råkost. 


fredag den 18. oktober 2013

Bøf Stroganoff med Hasselbackkartofler



Bøf Stroganoff stammer fra Rusland, og denne lækkerbisken er en rigtig weekend- eller kæresteret. Men den kan selvfølgelig også spises en helt almindelig onsdag aften sammen med familien. Retten er krydret, men ikke stærk, så børnene kan være med, og den indeholder alle de grønsager man har brug for. 

Bøf Stroganoff med Hasselbackkartofler til 2 personer


Ingredienser:

2 oksesteaks a 125 gram
2 tsk. olie
salt og peber
1 rødløg
250 g. champignon
1 grøn og 1 rød peberfrugt
2 tsk. olie
½ tsk. paprika
1/4 tsk. røget paprika
½ spsk. koncentreret tomatpure
½ spsk. æblecidereddike
1½ dl. oksebouillon
½ karton madlavningsfløde 4 % (1,25 dl.)
salt og peber

400 g. kartofler
2 tsk. olie
salt, peber og paprika

Fremgangsmåde:

1. Skræl kartoflerne og skær dem i skiver uden at skære helt igennem. Læg kartoflerne i en spiseske, mens du skærer dem. 

2. Læg kartoflerne på bagepapir på en bageplade og pensl dem med olie. Drys med salt, peber og paprika. Bag 45-60 min ved 200 grader.

3. Skær kødet i tern. Rens champignon og skær i kvarte. Skær løget i tynde ringe og skær peberfrugter i tern.

4. Svits kødet i olie til det er brunet. Krydr med salt og peber og tag op ad gryden. 

5. Svits løg, peberfrugt og champignon i olie i den samme gryde 3 min. ved middel varme. 

6. Tilsæt de to slags paprika og steg 1 min. 

7. Tilsæt tomatpure og æblecidereddike og steg 3 min. 

8. Tilsæt bouillon og bring i kog. 

9. Tilsæt kød og fløde og varm godt igennem ved middel varme. Smag til med salt og peber og server med kartoflerne. 



torsdag den 17. oktober 2013

Urtefrikadeller med Perlebygsalat



I dag var en af de dage, hvor der ikke var en, men hele 3 ingredienser, som jeg troede jeg havde - og ikke havde alligevel. Denne ret kom derfor til at se noget anderledes ud end tiltænkt hehe. For det første havde jeg ikke taget hakket svinekød ud, som jeg troede - det var hakket kylling, og den agurk, der skulle i salaten, havde jeg ikke noget af. Til gengæld havde jeg ærter og avocado, og det fungerede fint. Frikadellerne blev super lækre med kyllingekød, og det kan man sagtens gøre, hvis man har lyst, men jeg skriver svinekødet ind, da jeg ville lave dem sådan en anden gang. Jeg brugte de krydderurter jeg lige havde i vindueskarmen, og de kan byttes ud med det du nu lige synes - eller du kan nøjes med persille, hvis du er mest til det.

Urtefrikadeller med Perlebygsalat til 2 personer


Ingredienser:

Frikadeller:
200 g. hakket svinekød 5 %
1 tsk. salt
1 æg
2 spsk. mel
1 dl. vand
½ håndfund persille
½ håndfuld basilikum
½ håndfuld timian
1/4 løg
peber
2 tsk. oliemargarine

Perlebygsalat:
100 g. perlebyg
1 avocado
100 g. ærter
½ rødløg
½ spsk. citronsaft
½ spsk. olivenolie
salt og peber

Hvidløgscreme:
½ dl. Cheasy Fraiche
½ fed hvidløg
20 blade basilikum
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Kog perlebyg i letsaltet vand 20 min. Hæld vandet fra og lad den køle af.

2. Rør kødet med salt.

3. Tilsæt æg og mel og rør godt.

4. Tilsæt hakket persille, timian og basilikum og rør vandet i lidt efter lidt så farsen bliver smidig.

5. Tilsæt finthakket løg og peber. Lad evt. farsen stå ½ time i køleskab.

6. Form 8 frikadeller og steg dem 7-8 min på hver side i oliemargarine. 

7. Hak rødløg og skær avocado i tern. 

8. Bland rødløg og avocado med ærter, perlebyg, citronsaft, olivenolie, salt og peber. 

9. Rør Cheasy Fraiche med finthakket hvidløg, salt og peber.

10. Server frikadeller med salat og creme til at dyppe i.




onsdag den 16. oktober 2013

Gullasch med Masser af Rodfrugter og Kartoffelmos



Gullasch er traditionelt lavet med kun oksekød og løg, og det kræver en del kød at få det til at se ud af noget. Så jeg fandt denne opskrift i hos Aarstiderne, hvor kødet er suppleret med bunkevis af lækre rodfrugter -  og du kan bruge lige præcis dem, der allerede ligger i grønsagsskuffen. Jeg brugte rødbede og gulerod, og det er derfor dem der står i opskriften.

Gullasch med Masser af Rodfrugter og Kartoffelmos til 2 personer


Ingredienser:

250 g. oksekød i tern
200 g. gulerødder
200 g. rødbeder
2 løg
2 tsk. olie
1 tsk. mel
2 spsk. paprika
1 lille bundt timian
salt og peber

2 bagekartofler
1 dl. mælk
salt

Fremgangsmåde:

1. Kødet brunes i olien.

2. Løg tilsættes og der svitses ca. 1 min. Tilsæt evt. lidt ekstra olie.

3. Tilsæt paprika og svits et par minutter. 

4. Tilsæt hvedemel og rør godt. Hæld vand over så det dækker kødet og kog op under omrøring. 

5. Bind et stykke snor om timian og læg det i gryden. Kog ved svag varme under låg 2-3 timer. 

6. Skræld rodfrugterne og skær i tern. 

7. Kog dem i letsaltet vand 20 min. Køl af med det samme i koldt vand og dryp af. 

8. Skræl kartoflerne og skær i tern. Kog i usaltet vand ca. 20 min. 

9. Hæld vandet fra kartoflerne og mos med en elpisker. Tilsæt mælk lidt efter lidt til en passende konsistens og smag til med salt.

10. Når kødet er færdigt tages timian op og rodfrugterne tilsættes. Varm godt igennem og smag til med salt og peber. Server med kartoffelmos.





tirsdag den 15. oktober 2013

Vegetarisk Korma




Indisk mad behøver hverken at tage en halv dag at lave eller give halsbrand i dagevis. Denne curry er meget mild uden at den mister smagen af indien, og så er den super sund, da kødet er erstattet af hvide bønner og grøntsager. Derudover tager det kun 30 min at tilberede den. Saucen er jævnet med mandelmel, som både er dyrt og kalorieholdigt, og du kan udelade det og i stedet jævne saucen til sidst med maizena. Ønskes en mere spicy ret kan krydderierne fordobles.

Vegetarisk Korma til 2 personer


Ingredienser:

2 tsk. olie
1 løg
2 fed hvidløg
½ spsk. garam masala
½ tsk. stødt koriander
½ tsk. stødt spidskommen
½ tsk. stødt chili
1/4 tsk. gurkemeje
165 ml. kokosmælk light (en lille dåse)
250 g. champignon
50 g. mandelmel 
1 spsk. koncentreret tomatpure
1½ dl. vand
1 dåse/karton hvide bønner
1 rød peber
1 tsk. citronsaft
½ bdt. koriander
1 tsk. salt

100 g. basmatiris

Fremgangsmåde:

1. Hæld ris i en gryde med rigeligt vand og 1 tsk. salt. Bring i kog og kog ved svag varme 10 min. 

2. Si vandet fra og hæld risene tilbage i gryden. Lad dem trække 10-15 min under låg.

3. Svits hakket løg og hvidløg i olien et par minutter.

4. Tilsæt garam masala, koriander, spidskommen, chili og gurkemeje og svits 2 min.

5. Tilsæt kokosmælk, bring i kog og tilsæt champignon i små kvarte eller halve skiver, mandelmel, tomatpure og vand. Kog under låg ved svag varme 10 min. Rør jævnligt.

6. Tilsæt skyllede bønner og peberfrugt i strimler og kog yderligere 5 min. 

7. Tilsæt citronsaft, hakket koriander og salt og server med ris. 


mandag den 14. oktober 2013

Marokkansk Gulerodssalat




Jeg lavede denne gulerodssalat som tilbehør til en kamel-steak, og det svingede rigtig godt sammen. Men salaten kan laves til de fleste typer kød og vegetariske retter. Den er lidt syrlig, så den vil særligt være god til krydrede retter.

Marokkansk Gulerodssalat til 3 personer


Ingredienser:

450 g. gulerødder
1 stort rødløg
3 fed hvidløg
1 spsk. olie
3/4 tsk. gurkemeje
3/4 tsk. spidskommen
1 lille potte persille
1 citron
1 spsk. olie
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Skræl gulerødderne og skær dem i skiver. 

2. Kog dem i letsaltet vand 10-15 min. til de er møre. 

3. Afkøl dem i koldt vand og lad dem dryppe godt af.

4. Hak rødløg og hvidløg. 

5. Steg rødløg og hvidløg i olie ved jævn varme ca. 10 min til de er møre uden at blive brune. Rør gurkemeje og spidskommen i og tag af varmen.

6. Hak persillen og pres saften af citronen.

7. Rør gulerødder, løg, persille, citronsaft og olie sammen. Smag til med salt og peber.

8. Lad salaten trække 1 time inden den serveres.