tirsdag den 29. april 2014

Salat med Krebsehaler, Avocado og Artiskokhjerter




Lynhurtig og sommeragtig aftensmad, det er sådan det skal være på en lækker solfyldt hverdagsaften. Denne salat kan både spises som en frokost eller en aftensmad, og det tager højst ti minutter at klargøre den. 

Salat med Krebsehaler, Avocado og Artiskokhjerter til 2 personer


Ingredienser:

1 bæger krebsehaler (140 g. drænet vægt)
1 avocado
½ dåse artiskokhjerter (a 400 gram)
1 stort romainesalat
20 g. croutoner
20 g. parmesanost

2 tsk. olivenolie
1 spsk. citronsaft
salt og peber

Groft brød

Fremgangsmåde:

1. Skær avocado i skiver, dræn artiskokhjerter og skær dem i kvarte, snit romainesalat. 

2. Bland grønsagerne og anret på to tallerkener.

3. Fordel krebsehaler herover.

4. Rør olie og citronsaft sammen og krydr med salt og peber. Fordel over salaterne.

5. Drys med croutoner og parmesanost og server med brød.

mandag den 28. april 2014

Arabiske Frikadeller med Couscous og Rødbedesalat med Tahin




Denne ret er sammensat af to opskrifter, som jeg har fundet på to forskelllige blogs, men de passer helt fantastisk sammen, da de begge er baseret på det mellemøstlige køkken. Jeg valgte at servere couscous til, men du kan også servere f.eks. pitabrød eller bulgur. 

Frikadellerne fandt jeg hos Lise på SU, en rigtig god blog med masser af gode opskrifter, der ikke koster alverden at lave. Der er mange krydderier i disse frikadeller, og det kan være lidt af en udskrivning at købe dem alle på en gang, men når først man har dem, så holder de i årevis. 

Rødbedesalaten fandt jeg hos Vanløse Blues - en anden af mine favoritblogs med masser af gode og sunde lækkerier. 

Arabiske Frikadeller med Couscous og Rødbedesalat med Tahin til 2 personer


Ingredienser:

Frikadeller:
200 g. hakket svinekød
1/4 æg
1 lille finthakket løg
1 knsp. tørret mynte
1/4 tsk. stødt kanel
1/4 tsk. stødt spidskommen
1/2 tsk. stødt allehånde
1 knsp. chili
1 tsk. salt
1 spsk. finthakket koriander
2 spsk. finthakket persille
2 tsk. olie

Rødbedesalat:
400 g. rødbeder
1 pære
1½ spsk. tahin
saften af ½ citron
1/4 dl. vand
1 fed hvidløg
salt og peber
1½ spsk. sesamfrø
2 spsk. hakket persille

100 g. couscous
3 dl. hønsebouillon

Fremgangsmåde:

1. Kog rødbederne 45 min  og lad dem køle af.

2. Rør kødet med æg, løg, krydderier og krydderurter. Lad det stå på køl 30 min. 

3. Gnid skindet af rødbederne og skær dem i mundrette tern. 

4. Rør tahin med citronsaft, vand, finthakket hvidløg, salt og peber. 

5. Steg 6-8 frikadeller i olie. 

6. Hæld kogende bouillon over couscous i en skål, dæk med en tallerken og lad det stå 5 min.

7. Skær pæren i tern og vend med rødbede og tahindressing. 

8. Anret rødbedesalat på to tallerkener og drys med sesam og persille. Anret couscous ved siden af med frikadeller på toppen. 



lørdag den 26. april 2014

Frokostsalat med Tun, Kartofler og Bønner




En lækker salat der både kan spises hjemme og som madpakke. Salaten er nem at lave og indeholder kun ting, som de fleste kan lave. Jeg har tilsat oliven til min, men de kan udelades, hvis man synes. 

Frokostsalat med Tun, Kartofler og Bønner til 2 personer


Ingredienser:

1 dåse tun i vand
250 g. kogte kartofler
250 g. kogte bønner
125 g. cherrytomater
10 oliven
hakket persille

2 tsk. citronsaft
2 tsk. olivenolie
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Skær kartofler og bønner i mundrette stykker og anret på to tallerkener eller i to plastbøtter.

2. Læg kvarte tomater, drænet tun og oliven over.

3. Rør citronsaft og olivenolie sammen og smag til med salt og peber. Dryp over salaten.

4. Drys med persille og server.

fredag den 25. april 2014

Hønsesalat med Bacon og Grønne Bønner





Hønsesalat er en af mine helt store favoritter, og derfor skulle den naturligvis på bordet til året påskefrokost. Denne version er lidt anderledes, end den traditionelle, da den er lavet med bønner i stedet for asparges. 


Hønsesalat med Bacon og Grønne Bønner til 6 personer


Ingredienser:

250 g. kogt kylling
125 g. grønne bønner
75 g. bacon

75 g. mayonnaise
1 dl. Cheasy Fraiche
1 bdt. forårsløg
1 citron
1 bdt. persille
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Skær bønner i 3 cm lange stykker og blancher dem 3 min i letsaltet vand. Køl dem straks af i koldt vand og lad dem dryppe af.

2. Steg bacon sprødt og lad det køle på køkkenrulle.

3. Rør mayonnaise, Cheasy Fraiche og fintrevet citronskal sammen og smag til med citronsaft, salt og peber.

4. Vend fintsnittet forårsløg, bønner og finthakket persille i.

5. Skær kylling og bacon i mindre stykker og vend det i salaten.

torsdag den 24. april 2014

Butterchicken




Butterchicken er en traditionel indisk curry, som trods navnet faktisk ikke indeholder ret store mængder fedt, og derfor er ganske sund. Og så smager den tilmed ganske fortrinligt. Opskriften faldt jeg over hos "Den sultne studerende", og jeg vidste med det samme, at den måtte prøves. Thumbs up herfra! 

I disse fuldkornstider skal vi jo spise fuldkorns-alting, og jeg har aldrig helt vænnet mig til de der fuldkornsris, der skal koge en time, og derefter stadig smager af små sten. Men i Føtex fandt jeg ris-fix fuldkornsris, som skal koge 8 min. Det er noget jeg kan forstå - og så smager de godt. Kan klart anbefales, både til denne ret men også til alt muligt andet.

Butterchicken til 2 personer


Ingredienser:

200 g. kyllingebryst
1 spsk. tandoorikrydderi
½ dl. græsk yoghurt (max 2 %)
1 fed hvidløg

1 fed hvidløg
1 løg
2 tsk. olie
1 spsk. tikka curry paste
200 g. tomatpassata (eller hakkede tomater)
3/4 dl. madlavningsfløde 4 %
1 tsk. sukker
½ dl. vand
1 spsk. smør
salt 

Fremgangsmåde:

1. Rør yoghurt sammen med tandoorikrydderi og finthakket hvidløg. Skær kylling i tern og vend det i yoghurten. Lad det stå et par timer eller gerne natten over.

2. Læg kylling og yoghurt i et ildfast fad og bag kyllingen 15-20 min ved 175 grader.

3. Hak løg og hvidløg fint og steg i olie et par minutter.

4. Tilsæt curry paste og steg ca. 1 minut.

5. Tilsæt vand, smør, tomat og sukker og lad saucen simre 10-15 cm til kyllingen er færdig.

6. Rør fløde og kylling i og varm igennem. Smag til med salt.

7. Server med f.eks. kogte ris og raita.


onsdag den 23. april 2014

Pizzasnegle med Skinke og Salsicciapølse




Man behøver ikke at være elev i indskolingen for at synes, at pizzasnegle er lækre i madpakken. Det kan sagtens spises af voksne. Jeg elsker at have den slags i fryseren, for så er det bare lige at smide et par stykker i en pose med noget frugt og grønt, og så er madpakken klar. 

Der er temmelig meget fyld i de her snegle - både skinke og italiensk pølse, revet ost, løg og peberfrugt, og det giver dem en mere kompleks smag end de mere børnevenlige versioner. Salsicciapølse kan købes i Føtex og Bilka til 12 kr. Kvickly har det måske også.

Pizzasnegle med Skinke og Salsicciapølse, 16 stk.


Ingredienser:

Dej:
50 g. gær
3 dl. vand
1 tsk. salt
2 spsk. olivenolie
150 g. grahamsmel
ca. 350 g. hvedemel

Fyld:
1 løg
½ peberfrugt
1 lille dåse koncentreret tomatpure (70 g.)
100 g. skinkestrimler
80 g. salsicciapølse i skiver
100 g. revet ost 13 %

Fremgangsmåde:

1. Rør gær ud i vandet, tilsæt salt, olie og grahamsmel og tilsæt hvedemel lidt ad gangen. Ælt dejen godt.

2. Dejen hæver lunt og tildækket 45 min.

3. Løg og peberfrugt hakkes og salsiccia skæres i mindre tern.

4. Dejen rulles ud til ca. 30 x 40 cm. og tomatpureen smøres ud på dejstykket. Løg, peberfrugt, skinke og pølse fordeles herover og til sidst drysses osten på.

5. Dejen rulles sammen til en lang pølse og skæres i 16 skiver. Skiverne lægges på bagepapir på en bageplade. Det kan være svært at flytte skiverne til bagepladen, da der er meget fyld i, men det fungerer, når de bliver bagt.

6. Efterhæver lunt og tildækket 20 min.

7. Bager ca. 20 min ved 200 grader og afkøler på en rist. Opbevares på køl eller i fryser.



tirsdag den 22. april 2014

Påske Cupcakes





Jeg håber, at I alle har haft en god påske, og at de der har haft ferie også har haft en god en af den slags. Min har været rolig nok til, at der har været rigelig tid til at lege lidt i køkkenet. Og godt nok er det forbi den tid nu, men jeg tror ikke der vil være nogen brok, hvis man alligevel laver disse søde kager.

I min familie har vi ikke for vane, at slutte påskefrokosten med et ostebord, mest af alt fordi vi på det tidspunkt slet ikke kan spise mere. Vi plejer derfor at gå en lang tur og så vende tilbage til en kop kaffe og nogle lækkerier. I år blev lækkerierne disse meget påskede cupcakes med æg i reder på toppen. Opskriften er fra Hello Cupcake af Leila Lindholm, og er bare så lækker! Luftige hasselnøddekager, cremet nutella frosting, marcipanreder og mandelæg. Så kan de fleste finde lidt ekstra appetit frem.








Påske Cupcakes, 12 stk.


Ingredienser:

Kage:
2 æg
150 g. sukker
100 g. hasselnødder
150 g. mel
1 tsk. bagepulver
3/4 dl. mælk

Frosting:
100 g. nutella
400 g. flormleis
4 spsk. kakao
2 tsk. vanillesukker
150 g. flødeost
1 spsk. kaffe

400 g. marcipan
36 mandel- eller chokoladeæg

Fremgangsmåde:

1. Pisk æg og sukker hvidt og skummende.

2. Blend nødderne helt fint og vend dem i æggene med mel og bagepulver.

3. Rør mælken i og fordel dejen i 12 muffinforme.

4. Bag ca. 20 min ved 175 grader og lad dem køle helt af, gerne til næste dag.

5. Rør nutella, flormelis, kakao og flødeost sammen.

6. Tilsæt kaffe og rør det sammen. 

7. Smør det på kagerne.

8. Pres marcipanen igennem en hvidløgspresser og form små reder, der lægges på kagerne. Læg tre æg i hver rede. 

mandag den 21. april 2014

Påskeæg med Lakrids og Lemon Curd




Så er det igen konfekttid! Det er vist ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide at lave (og spise) søde sager, og påsken er en fin lejlighed til at få leget lidt med lækkerierne. 

Min mor og jeg har for vane at give hinanden et lille påskeæg, og jeg kan godt lide at lave det selv. I år blev det denne lækkerbisken, som jeg fandt på bloggen Cute Carbs.

Æggene var svære at få fine, da det lakridspulver jeg brugte klumpede chokoladen, men smagen var der intet galt med. Jeg vil anbefale at man bruger lakridsgranulat i stedet, hvis man ønsker en mere glat og lakridsprikket overflade.

Opskriften er oprindeligt med hvid chokolade, som jeg elsker, men da min mor er mere til mørk chokolade, blev hendes portion naturligvis lavet med det. Jeg skriver opskriften med hvid chokolade, men du kan gøre som du ønsker.

Påskeæg med Lakrids og Lemon Curd, 16 stk.


Ingredienser:

5 tsk. lakridspulver (jeg brugte Urtekram rålakridspulver)
200 g. hvid chokolade
½ glas lemon curd (gerne hjemmelavet)
400 g. marcipan
revet skal af 1 citron

Fremgangsmåde:

1. Sæt 16 klatter lemon curd på en tallerken (2 cm i diameter) og frys dem 30 min.

2. Form 16 æg af marcipanen, skær dem halvt over på tværs og gør plads til den kolde lemon curd.

3. Put lemon curd i æggene og form dem igen. Det kan være lidt svært at få dem helt jævne uden at presse lemon curd'en ud af æggene.

4. Smelt chokoladen over vandbad og rør lakridspulver i. 

5. Overtræk æggene med chokoladen og pynt med citronskal. 

søndag den 20. april 2014

Ovnstegt Kylling og Rodfrugter i ét Fad




Fridage kan godt være travle dage, hvor maden skal være nem, selv om det er nogle andre ting, man har travlt med. Min dag har bestået af en god brunch, en lang gåtur og et tilbudsraid i den lokale Føtex. Her mellem helligdagene kan der være gode priser på blandt andet kød. Jeg var nok lige tidligt nok på den, men fik svinekæber og lammekoteletter meget billigt. Og en fin buket blomster. 

Aftensmaden er sund og nem, passer sig selv i et enkelt fad i ovnen mens opvasken bliver ordnet, og så smager den godt. Grønsagerne kan udskiftes med de rodfrugter du lige har eller bedst kan lide.


Ovnstegt Kylling og Rodfrugter i ét Fad til 2 personer


Ingredienser:

250 g. gulerødder
250 g. rødbeder
250 g. kartofler
1 rødløg
1 tsk. tørret timian
2 fed hvidløg
2 tsk. olivenolie
2 hele kyllingelår
salt og peber

Fremgangsmåde:

1. Skær gulerødder, rødbeder, kartofler og rødløg i grove stykker og vend med olie, finthakket hvidløg, halvdelen af timianen, salt og peber.

2. Læg i et ildfast fad og sæt i ovnen 10 min ved 225 grader.

3. Krydr kyllingelårene med resten af timian, salt og peber.

4. Rør kort rundt i rodfrugterne, læg kyllingelårene over og sæt tilbage i ovnen 40 min. 


lørdag den 19. april 2014

Kalkungryde med Paprika og Kartoffelmos med Broccoli




Denne ret er et godt eksempel på, hvordan man laver mad med ganske få kalorier, uden at gå på kompromis  med hverken smag eller mæthed. Kalkunbryst er godt fedtfattigt kød, der, når det ikke oversteges, smager virkelig godt og mørt. Saucen består ud over en smule olie udelukkende af grønsager.

Et sted hvor det er virkelig nemt at skære i kalorierne er i kartoffelmos. Man kan let skifte halvdelen af kartoflerne ud med grønsager, jeg kan rigtig godt lide broccoli i mosen, og jeg bruger frosne broccolibuketter, så det bliver bare ikke nemmere. Gulerødder, rødbede, blomkål og mange andre grønsager kan bruges på samme måde.

Kalkungryde med Paprika og Kartoffelmos med Broccoli til 2 personer


Ingredienser:

200 g. kalkunbryst
200 g. champignon
1 løg
2 fed hvidløg
2 tsk. olie
2 tsk. paprika
400 g. tomatpassata (eller hakkede tomater)
salt og peber

250 g. kartofler
250 g. broccoli
½ dl. mælk
salt

Fremgangsmåde:

1. Skær kartofler i tern og kog sammen med broccolibuketter i usaltet vand 15-20 min.

2. Skær kødet i strimler og krydr det med salt og peber.

3. Skær champignon i skiver og hak løg og hvidløg fint. 

4. Brun kødet i olie i en gryde og tag det op.

5. Steg champignon til vandet er dampet fra.

6. Tilsæt løg, hvidløg, passata og paprika og bring i kog. 

7. Læg kødet i gryden og kog ca. 10 min. 

8. Hæld vandet fra kartofler og broccoli og lad det dampe kort. Mos med en elmikser og tilsæt mælk lidt ad gangen til konsistensen er rigtig. Smag til med salt.

9. Smag kalkungryden til med salt og peber og server med mos.

fredag den 18. april 2014

Torsk med Pesto og Dild




Som den opmærksomme læser nok har opdaget, så eksperimenterer jeg for tiden en del med at tilberede torsk, så det hverken bliver kedeligt eller "fisket". I denne omgang er torsken stegt i ovnen med en yoghurtmarinade med pesto og dild. Resultatet blev rigtig fint og jeg spiste torsken med et stykke godt brød og en lækker salat.

Torsk med Pesto og Dild til 2 personer


Ingredienser:

2 spsk. yoghurt naturel, gerne græsk
1 spsk. rød pesto
1 tsk. tørrede dildspidser (eller 1 spsk. friske)
salt og peber
2 torskeportioner

Fremgangsmåde:

1. Rør yoghurt med pesto og dildspidser og smag til med salt og peber.

2. Læg torskeportionerne på bagepapir i et ildfast fad og fordel yoghurten ud over. 

3. Sæt fadet i ovnen ved 200 grader i 15-20 min til torsken er gennemstegt.

onsdag den 16. april 2014

Squashlasagne




Jeg elsker lasagne i alle mulige versioner, og jeg kan især godt lide at eksperimentere med de vegetariske. Denne version er virkelig nem og virkelig smagfuld. Smagen nærmer sig den traditionelle lasagne bolognese, da krydringen ligner og da jeg bruger en færdig tomatsauce. Jeg er særligt glad for Faktas tomatsauce med basilikum - den er virkelig lækker og koster nærmest ingenting. Du kan selvfølgelig lave din egen tomatsauce i stedet. Denne lasagne kan forberedes på 15-20 min, og så kan opvasken tages, mens lasagnen er i ovnen. Jeg spiste lasagnen som den var uden yderligere tilbehør, men den kan suppleres med en skål salat og godt brød.

Squashlasagne til 2 personer


Ingredienser:

1 stort løg
2 fed hvidløg
2 små eller 1 stor squash (500 g.)
2 tsk. olie
200 g. hytteost (jeg bruger Cheasy)
1 tsk. tørret oregano
1 tsk. salt
peber
50 g. revet ost 13 %
200 g. friske lasagneplader
300 g. tomatsauce (f.eks. Faktas med basilikum)

Fremgangsmåde:

1. Hak løg og hvidløg fint og riv squash på den grove side af rivehjernet.

2. Svits løg og hvidløg i olie ca. 5 min. 

3. Tilsæt squash og stegt yderligere 4-5 min.

4. Tag gryden af varmen og rør hytteost og oregano i. Smag til med salt og peber.

5. Læg 1/3 af squashblandingen i et smurt ildfast fad. Læg 1/3 af pastapladerne over og dæk med 1/3 af tomatsaucen. Gentag to gange.

6. Drys osten øverst og gratiner 20-25 min ved 200 grader. 

tirsdag den 15. april 2014

Grønsagspaella




For ikke så længe siden forsøgte jeg mig for første gang med en paella, og det var mildest talt ikke nogen succes, men det er jo selvfølgelig noget, der skal læres, så nu har den fået endnu et forsøg - denne gang en grønsagspaella, som blev spist som tilbehør - og det gik langt bedre denne gang. Jeg fik til råd af min far, som er kok, at forkoge risene lidt, og det virkede helt klart efter hensigten. 

Retten kan sagtens spises som hovedret med salat og evt. et stykke godt brød til.

Grønsagspaella til 2 personer


Ingredienser:

100 g. paraboiled ris
2 tsk. olie
1 lille løg
2 fed hvidløg
1 rød peberfrugt
200 g. champignon
3 dl. grønsagsbouillon
½ tsk. røget paprika
1 nip safran
evt. gurkemeje
100 g. ærter
2 tomater

Fremgangsmåde:

1. Kog risene 10 min i letsaltet vand og hæld vandet fra.

2. Hak løg og hvidløg fint, skær peberfrugt i små tern, skær champignon i skiver og skær tomaterne i kvarte, fjern kernerne og skær resten i små tern. 

3. Varm olien i en lille pande med en god kant og svits løg 2-3 min. 

4. Tilsæt hvidløg, peberfrugt og champignon og steg 2-3 min. 

5. Tilsæt ris, bouillon, paprika og safran, rør godt sammen og kog ved god varme til vandet er fordampet, ca. 10 min. Der må ikke lægges låg på panden.

6. Tilsæt ærter og tomat og varm igennem. 

7. Smag til med salt og peber og tilsæt evt. lidt gurkemeje, hvis du ønsker en mere gul paella. 

mandag den 14. april 2014

Torsk i Tomatsauce med Kartoffelmos med Dild




Så er vi igen strandet ved god, velsmagende mad der bestemt ikke lader sig fotografere - i hvert fald klarede Spis Bedres fotografer det noget bedre end jeg gjorde her. Det sagt, så er denne grønlige mos med den møre fisk og lækre tomatsauce værd at prøve af. 

Torsk i Tomatsauce med Kartoffelmos med Dild til 2 personer


Ingredienser:

Fisk:
2 torskeportioner af 125 g.
1 tsk. salt
4 tomater
1 skalotteløg
1 fed hvidløg
2 tsk. olivenolie
1 tsk. salt
peber

Kartoffelmos:
400 g. kartofler
1 dl. mælk
2 tsk. tørret dild
2 spsk. revet parmesanost
1 tsk. salt

Fremgangsmåde:

1. Drys salt over torsken og lad den stå ved stuetemperatur 20 min. 

2. Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Kog dem 15-20 min til de er møre.

3. Skær tomaterne i tern og læg dem i en gryde med hakket skalotte- og hvidløg og olie. Bring i kog og lad det simre 10 min. under låg. Tilsæt lidt vand hvis det bliver helt tørt.

4. Blend saucen og hæld den tilbage i gryden. Bring i kog og smag til med salt og peber.

5. Skyld fisken under rindende koldt vand og tør den godt med køkkenrulle. Læg den ned i tomatsaucen og kog 8-10 min. under låg. Vend når halvdelen af tiden er gået. 

6. Hæld vandet fra kartoflerne og mos dem. Tilsæt ost, dild og salt og pisk igen. Tilsæt mælk lidt efter lidt og pisk til konsistensen er god.

7. Anret kartoffelmosen på to tallerkener, læg et stykke torsk på hver og hæld saucen over.

søndag den 13. april 2014

Kyllingelår med Dildkogte Kartofler og Rødbeder




Vi er blevet så vandt til at bruge brystfileten, når der skal kylling på bordet, men det er faktisk synd, at vi ikke længere steger kyllingelår med skind på, bare engang imellem. Smagen er langt mere fyldig i lårkødet og skinnet bliver lækkert og sprødt (omend ikke særlig sundt). Denne opskrift stammer fra nyeste nummer af Spis Bedre.

Kyllingelår med Dildkogte Kartofler og Rødbeder til 2 personer


Ingredienser:

Kylling:
2 hele kyllingelår
1 tsk. olie
½ tsk. chilipulver
½ tsk. salt
peber

Kartofler:
400 g. kartofler
1 tsk. tørrede dildspidser
½ tsk. citronsaft
2 tsk. olivenolie

Rødbeder:
300 g. rødbeder
revet skal af ½ citron
2 tsk. olivenolie
½ spsk. citronsaft
1 tsk. sukker
1 knsp. salt

Fremgangsmåde:

1. Kog rødbederne 30 min i letsaltet vand.

2. Pensl kyllingelårene med olie og drys med chili, salt og peber. Læg dem i et ildfast fad og steg dem 30-40 min i ovnen ved 225 grader. 

3. Skræl kartoflerne, skær dem i halve eller kvarte og kog dem møre i letsaltet vand.

4. Rør olie med citronsaft og tørret dild og smag til med salt og peber.

5. Bland olie med citronskal, citronsaft, sukker og salt.

6. Gnid skrællen af rødbederne under rindende koldt vand og skær dem i mindre stykker. Vend med citronolien. 

7. Hæld vandet fra kartoflerne og vend med dildolien. 

8. Anret kyllingerne på to tallerkener sammen med kartofler og rødbeder.


lørdag den 12. april 2014

Double Hazelnut Brownie




Skal der være kage, så lad der være kage! Det er vist ingen hemmelighed, at jeg ikke rigtig går ind for fuldkorn og fedtfattig, når det kommer til kage. Hverdagsmaden skal være sund og ballanceret, og så skal der være plads til, at lækkerierne også er lækre. 

Denne brownie er fra kogebogen "One more slice" og er en standard brownie fyldt med nødder og nutella - ren mums!

Double Hazelnut Brownie, 12 stykker


Ingredienser:

175 g. blødt smør
3 dl. sukker
1½ dl. kakao
½ dl. sirup
1/4 tsk. salt
3 æg
1½ dl. mel
150 g. hasselnødder
½ glas nutella (175 g.)

Fremgangsmåde:

1. Pisk smør og sukker lyst og cremet.

2. Pisk kakao, sirup og salt i.

3. Pisk æggene i ét ad gangen.

4. Vend melet i.

5. Hak hasselnødderne og vend dem i dejen.

6. Fordel dejen i en lille bradepande med bagepapir.

7. Læg nutella i klatter ovenpå dejen og kør en kniv igennem dejen, så nutellaen fordeles i et mønster rundt i kagen.

8. Bager 20-30 min ved 175 grader - den skal være klæg i midten. 

9. Køler af og står gerne til næste dag. Server med creme fraiche, flødeskum eller vanilleis.

fredag den 11. april 2014

Svampetoasts med Røget Hellefisk




Denne nemme og lette ret egner sig mange forskellige typer måltider. Jeg spiste retten til aftensmad, en dag hvor jeg havde travlt, men retten kan også spises til en weekendfrokost, som forret eller som en del af et tapasbord. 

Svampetoasts med Røget Hellefisk til 2 personer som aftensmad


Ingredienser:

100 g. røget hellefisk
4 store skriver ciabattabrød
400 g. blandede svampe 
1 spsk. olie
1 dl. madlavningsfløde 4 %
½ citron
½ bdt. persille
1 skalotteløg
salt og peber

Fremgangsmåde

1. Rens svampene og skær dem i mindre stykker, hak skalotteløg fint, hak persille og riv citronskallen.

2. Rist brødskiverne i olie på en pande til de er sprøde. Stil dem op ad hinanden på to tallerkener, så de ikke bliver fugtige af at ligge på en tallerken.

3. Rist svampe og skalotteløg i olien.

4. Tilsæt madlavningsfløde og kog kort igennem. Smag til med hakket persille (gem lidt), salt og peber.

5. Læg brødskiverne ned, fordel svampene herover, læg en skive hellefisk på hver og pynt med citronskal og persille. Server.